Flere af FC Midtjyllands bedste spillere er fra Nigeria. Rilwan Hassan, Sylvester Igboun og Izunna Uzochukwu er alle fra FCM's akademi i Nigeria. Men spillerne får angiveligt en dårlig løn i FC Midtjylland, ligesom nogle af spillerne bruger agenter, som angiveligt skal være "venner af huset" i FC Midtjylland. Det er sådan, det udlægges i avisen BT.
Nu svarer FC Midtjylland så igen på kritikpunkterne i BT's historier. Blandt andet afviser klubben at pådutte agenter på sine nigerianske spillere.
- Vi tvinger ikke unge spillere til at tage bestemte agenter. Vi anbefaler dem, vi tror, vil være bedst for dem. Vi har oplevet en ung spiller med en udenlandsk agent, der forlangte 300.000 danske kroner netto om måneden efter en håndfuld førsteholdskampe. Det var ikke befordrende for hans muligheder hos os. Fodbolden er en lille branche. Når man samarbejder hen over år, så får man naturligvis tættere relationer med nogle end med andre. Sådan er det i alle klubber, siger FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein via klubbens hjemmeside.
Samtidig afviser klubben også, at bestemte spillere i truppen bliver underbetalt.
- Når man regner de tres samlede årsindtægt ud, så får de langt mere end mellem 50.000 og 70.000 kroner om måneden. Regner man alt med, er der intet efterslæb. De er kommet op gennem vores akademi, og så er man traditionelt lavere lønnet i begyndelsen, end hvis man bliver hentet på en transfer udefra. Sådan var det også for Simon Kjær, Winston Reid, Mads Albæk, Jonas Lössl og andre, der kommer fra akademiet, siger Claus Steinlein.
FC Midtjylland slutter indlægget på klubbens hjemmeside med at liste to punkter, som styrker klubbens argumenter:
Fakta:
- FC Midtjyllands otte nigerianske spillere har seks forskellige agenter. En har pt. ingen agent.
- Alt i alt samarbejder FC Midtjylland pt med 15 forskellige agenter.