FCM-talent fortsætter i Thisted
Illustration
Superliga

FCM-talent fortsætter i Thisted

FC Midtjylland sender nigerianske Isaac Oliseh til Thisted FC på en ny lejeaftale.

FC Midtjyllands Isaac Oliseh, der i foråret tørnede ud for Thisted FC, fortsætter på ny en halvårig lejekontrakt i samarbejdsklubben.

Sportsdirektør Claus Steinlein glæder sig over, at den 21-årig nigerianer får mulighed for at fortsætte sin udvikling i 2. divisionsklubben.

- Vi har et godt samarbejde med Thisted FC, som er en del af FCM Klubsamarbejdet. Derfor er vi også glade for, at vi igen i efterårssæsonen er blevet enige om en lejeaftale, så Isaac kan få græs under fødderne, siger sportsdirektør Claus Steinlein til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Han fik værdifuld erfaring og spilletid under sit ophold i foråret, og vi er sikre på, at det er det bedste for hans udvikling at spille efteråret i Thisted, hvor der forhåbentlig venter ham en masse kampe.

Hovedpersonen selv er da også glad for kunne fortsætte takterne i Thisted FC, da det viste sig at udsigten til spilletid hos bronzevinderne fra sidste sæson næppe var ret store.

- Jeg er rigtig glad for at komme til en god klub, hvor jeg kan få en masse spilletid. Det betyder, at jeg kan udvikle mig endnu mere som spiller, og det er rigtig dejligt, siger Isaac Oliseh.