FCM-talent: Håber at få chancen
Superliga

FCM-talent: Håber at få chancen

André Rømer håber på at blive valgt til startopstillingen for FC Midtjylland, når Kristian Bak søndag afsoner karantæne.

FC Midtjylland stormer mod guldet i Alka Superligaen. Søndag venter dog en vigtig kamp på fremmed græs, når Esbjerg fB tager imod på Blue Water Arena. Her må ulvene fra den jyske hede dog undvære en af sine største profiler, når rutinerede Kristian Bak sidder over med karantæne. 

Dette kan dog give chancen til 21-årige André Rømer. FC Midtjylland-spilleren har forleden været ude med en hjernerystelse, men håber på at få chancen, når Glen Riddersholm skal sætte navne på sine udvalgte. Han erkender desuden, at det med få chancer på førsteholdet er afgørende at markere sig: 

- Nu har jeg lige været ude med en lille hjernerystelse, men jeg blev testet i dag (onsdag, red.), og det gik fint, så jeg håber, jeg bliver valgt på søndag. Det er selvfølgelig rigtig vigtigt at holde sig klar hele tiden. Det er svært at komme ind at præstere, hvis du sidder ude et halvt år ad gangen, så det er vigtigt at få de her kampe og mærke  tempoet, så man ikke falder i niveau. Man skal være klar i hovedet til at præstere, når man får chancen. Og så handler det om at være tålmodig, siger André Rømer til klubbens hjemmeside. 

FC Midtjylland gæster Esbjerg fB klokken 19:00 søndag aften.