Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-træner inden FCN: Skal fremme vore egne dyder

FC Midtjylland skal bringe fysik og power ind i duellerne og presset mod FC Nordsjælland, siger Kenneth Andersen.

FC Midtjylland indledte den nye Superliga-sæson med en sen 1-0-sejr hjemme over Esbjerg, og søndag aften går det atter løs på MCH Arena, når FC Nordsjælland kommer på besøg.

Flemming Pedersens mandskab kom fra land med en overbevisende 3-0-sejr over AC Horsens, og Kenneth Andersen forventer at møde et typisk FCN-hold trods flere udskiftninger henover sommeren.

- FC Nordsjælland har om nogen skiftet ud på nøglepositioner. De har nye folk med – flere på uvante positioner – men spiller en rigtig flot kamp nede i Horsens. De kommer godt fra land og det må give en vis portion selvtillid, fortæller FCM-træneren til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Uagtet de har nye spillere med, så er det jo et typisk FCN-hold, forstået på den måde, at de er rigtig dygtige på bolden. De kan være svære at presse og så har de en spidskompetence i front, hvor deres angribere har en enorm fart.

Andersen vurderer, at det kræver fokus på power og fysik, hvis søndagens modstander skal besejres.

- Vi skal sørge for at begrænse FCN’s omstillinger og det starter med vores genpres. Her skal vi være dygtige og kloge. Vi skal bringe vores fysik og power ind i duellerne og presset, så de ikke kan sætte deres possessionspil i scene.

- Vi skal fremme vore egne dyder. Det tryk vi får lagt på Esbjerg i første halvleg, det skal vi genfinde. Og så skal vi skabe lidt flere større chancer. Det smitter af på spillerne og på tribunerne, slutter cheftræneren.

Opgøret fløjtes op klokken 18.00 søndag.