Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-træner spår intens og urolig pokalfinale

Kenneth Andersen forventer endnu et intenst og uroligt opgør mod Brøndby IF, når midtjyderne skal forsøge at slå dem i pokalfinalen på fredag.

FC Midtjylland spiller fredag mod Brøndby IF i denne sæsons pokalfinale. Optakten til opgøret er i fuld gang, og nu har Kenneth Andersen sat ord på, hvad han forventer af kampen. 

Ifølge FCM-træneren plejer de to pokalfinalisters opgør altid at være intense og urolige, og det spår han også, at det bliver, når de krydser klinger i Telia Parken fredag. Samtidig håber han på, at de to hold kan levere en underholdende affære. 

- Det er jo altid nogle intense og lidt urolige kampe mod Brøndby, og det forventer jeg egentlig også i morgen. Det plejer også at være kampe, hvor der bliver skabt chancer i begge ender, så forhåbentlig bliver det også en rigtig underholdende og god pokalfinale, siger han i et videointerview på klubbens hjemmeside. 

Kenneth Andersen ser frem til kampen, og han understreger, at en eventuel pokaltriumf vil betyde utrolig meget. 

- Jeg glæder mig lige så meget som alle andre til kampen i morgen. Det jo en stor og fed kamp, så jeg glæder mig helt vildt. Det vil betyde rigtig meget at vinde pokalen for første gang. Nu har vi sat næsen op efter, at vi ville spille med om det danske mesterskab og gå efter pokalen i år, så det vil betyde rigtig meget at tage pokalen med hjem til Herning i morgen, siger han. 

Pokalfinalen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland sparkes i gang kl. 17:00 på fredag.