Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-træner udtrykker tillid til spirende offensiv

FC Midtjylland er i topform, men scorer færre mål end tidligere. Træner Brian Priske er dog ikke nervøs.

Med søndagens sejr på 1-0 over AaB står FC Midtjylland med fire sejre i streg i 3F Superligaen. Rækkens førerhold har dog vundet samtlige af dem med ét mål.

I forhold til samme tidspunkt i sidste sæson har holdet scoret 15 mål færre i samme antal kampe.

- Selvfølgelig kigger vi på det, men vi stirrer os ikke blinde. Nøglen ligger helt sikkert i det defensive, men vi skal have offensiven til at fungere.

- Jeg tror, at tiden arbejder med os. Spillerne lærer hinanden at kende, og relationerne begynder at sidde der, siger cheftræner Brian Priske.

Læs også:LIVE: Sådan gik det, da AaB mødte FC Midtjylland

Han mener altså, at årsagen ligger i en del nye og unge spillere.

Derudover har man mistet offensive profiler som Jakob Poulsen, Paul Onuachu, Rilwan Hassan og Gustav Wikheim.

- Det er klart, at du ikke kan ramme det niveau igen i den her fase, men vi har masser af kvalitet, når vi kigger på det.

- Jeg er sindssygt tilfreds med, hvordan spillerne arbejder, siger Priske.

Læs også:FC Midtjylland henter snæver sejr i Friis-comeback

Kampen mod AaB var endnu et eksempel på en kamp, hvor FCM dominerede uden på noget tidspunkt at lukke opgøret.

- Vi kiggede på en kamp, hvor vi måtte krige den mere hjem, end vi gerne ville. Den fase skal vi helt sikkert arbejde med, siger Brian Priske.

I 15 superligakampe har FCM til gengæld kun lukket seks mål ind i denne sæson.

/ritzau/

Læs også:Jacob Friis nyder fodbold-comeback i svær hverdag

Læs også:Bedst og værst: Evander viste klassen i solid Midtjylland-sejr

Læs også:Randers-anfører: Er man dygtige på dødbolde, får man en god sæson