FCM vinder traditionsrig U18-turnering foran Atletico og Inter
For første gang i Torneo Bellinzonas 75-årige historie er det et dansk hold, der står øverst på sejrsskamlen. Den traditionsrige turnering blev mandag aften vundet af FC Midtjyllands U18-spillere, der slog Atletico Madrids ditto med sikre 3-0.
Det første mål kom efter 25 minutter, da Simon Sterring fik sendt kuglen i mål. 1-0 blev til 2-0, da Rasmus Nicolaisen headede et hjørnespark i mål bare ni minutter efter.
Kort efter sendte Anders Hagelskjær et frispark på overliggeren, men det blev dog 3-0, da Mateos lavede selvmål efter en times spil. Forinden var Atletico både blevet reduceret til ti og ni mand.
Inden kampen var det også klart, at FCM ville gøre alt for at vinde kampen.
- Sidste år røg vi ud i semifinalen, og det gjorde vi også ved Centenario Granate i Argentina tidligere i år, så nu ville(!) vi simpelthen i den finale, sagde træner Kenneth Andersen til fcm.dk.
Dermed blev Atletico Madrid toer i turneringen. På tredjepladsen blev det Inter, som FCM havde slået ud i semfinalen.