Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-anfører med kontraktudløb vil gerne blive

Målmanden Nicolai Larsen vil gerne forlænge i FC Nordsjælland, hvilket klubbens sportschef også håber på.

Han har længe været fast mand mellem stængerne i FC Nordsjælland, men om halvanden måned har Nicolai Larsen kontraktudløb.

Den 29-årige målmand diskuterer dog en mulig forlængelse med klubben, og han håber, at de kan nå til enighed om en ny aftale.

- Vi har haft en dialog kørende længe, men der er også kommet noget, der hedder corona, så der er mange ender, der skal mødes.

- Jeg afventer situationen, hvilket desværre er mit lod, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne vil blive. Men det er jo ikke nok, at jeg gerne vil blive.

- Min fornemmelse er dog, at Nordsjælland også gerne vil forlænge. Det er i hvert fald det, jeg får at vide, siger Nicolai Larsen, der kom til klubben fra AaB i 2017.

Læs også:Bedst og værst: FC Nordsjællands 'Neymar' drillede FCK

Spørger man FC Nordsjællands sportschef, er håbet også, at det ender med et forlænget samarbejde med Nicolai Larsen.

- Han har haft stor betydning for os, men for alle er det specielle tider. Nu er vi i gang med at spille igen, og så må vi se, hvad det ender med. Jeg håber, han bliver i klubben, siger Jan Laursen.

FC Nordsjælland har en talentfuld målmand klar i kulissen i form af 22-årige Peter Vindahl Jensen, der hidtil primært har ageret reserve for Nicolai Larsen.

Jan Laursen glæder sig over FC Nordsjællands nuværende målmandsduo og satser på, at begge fortsætter i klubben.

- Det er vigtigt for os at have minimum to målmænd, der er klar, og det har Peter ved flere lejligheder vist, at han er. Det er betryggende, at vi har to så dygtige keepere.

Læs også:Stage: Forfærdeligt at få en rundtur af FC Nordsjælland

- Vi er glade for begge, og jeg håber, at vi også har dem i næste sæson, siger FCN-sportschefen.

Selv om Nicolai Larsens kontrakt udløber ved udgangen af juli, har anføreren fuldt fokus på det igangværende mesterskabsspil i 3F Superligaen.

- Jeg koncentrerer mig om de næste ni kampe, hvor vi går benhårdt efter at nå tredjepladsen, som forhåbentlig giver en playoffkamp om europæisk deltagelse, siger han.

Nicolai Larsen blev søndag passeret en enkelt gang, da FC Nordsjælland spillede 1-1 hjemme mod FC København.

/ritzau/

Læs også:Kamaldeen viste BLM-trøje frem: Der er ting som er nødt til at blive sagt

Læs også:Bjelland: Det havde været tyveri hvis vi havde slået FC Nordsjælland

Læs også:Ståle om skadesproblemer: Har aldrig oplevet noget lignende