• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Kenneth Jensen

FCN blev sat i forbindelse med midtbanespillere: Det er en gang løgn

At FC Nordsjælland skulle have haft interesse i midtbanespillere sidst i transfervinduet, er forkert, påpeger klubbens træner, Flemming Pedersen.

Af Kenneth Jensen

De har masser af midtbanespillere, og derfor var positionen heller ikke lige noget, der stod på den liste, som cheftræner Flemming Pedersen og sportschef Jan Laursen havde i forbindelse med de sidste dage i transfervinduet, men alligevel var der til sidst rygter om, at FCN var tæt på nyt blod til den centrale midtbane.

Hollandske Thom Haye fik sin kontrakt ophævet i italienske Lecce, og så lød meldingen fra hollandske medier, at han var på vej til dansk fodbold og FC Nordsjælland.

Han var ikke den eneste, som man i de sidste par uger af transfervinduet kunne læse, at FC Nordsjælland skulle have interesse i. Også 18-årige Bobby Duncan fra Liverpool var en spiller, som FC Nordsjælland ifølge engelske medier forsøgte at leje.

Men forsøgte det danske mandskab nu også det? FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen, har svaret.

- I forhold til den omtalte angriber - Bobby Duncan - der fik vi en henvendelse på et tidpsunkt, og den henvendelse kiggede vi lidt på i den sportslige afdeling. Det blev aldrig konkret. Ingen af os har set ham live, så noget af det, jeg har læst i presset, er pustet godt op, siger Flemming Pedersen til tipsbladet.dk om angriberen og forklarer:

- Der stod også noget om et par midtbanespillere, og det kan jeg godt sige, var en stor gang løgn. Vi mangler jo ikke midtbanespillere, så det kan være, der er nogen, der gerne vil bruge os (i medierne) til at bringe deres spiller frem, og derfor sender noget ud. Jeg vil gerne stå inde for, at rygterne om de midtbanespillere er en gang løgn.

Flemming Pedersen kan trods alt glæde sig over, at transfervinduet nu er smækket i, og at han dermed sammen med truppen kan se frem resten af efterårssæsonen.

- Alle ved nu, hvem der er her, og hvem der ikke er her. I løbet af vinduet kan både spillere og trænere få nogle muligheder, og der er altid en masse forespørgsler og muligheder. Det handler om ikke at miste fokus som menneske og ikke begynde at fokusere på, hvordan det ville være, hvis man var i Holland eller Sverige.

- Tingene kan gå hurtigt i den her verden, og folk er forskellige, så nogle vil lade sig påvirke helt naturligt. Men præstationsmæssigt får vi mest ud af menneskerne, når de er fokuserede i det daglige, siger Flemming Pedersen.

FC Nordsjællands transfervindue denne sommer har blandt andet budt på indkøb af forsvarsspillerne Kian Hansen og Mads Døhr Thychosen, der begge er hentet i FC Midtjylland. Klubben har solgt Karlo Bartolec og Victor Nelsson til FC København, mens Andreas Skov Olsen og Mads Valentin Pedersen er blevet solgt til henholdsvis Bologna og FC Augsburg.

Bobby Duncan endte med at blive udlejet til Fiorentina i stedet, mens Thom Haye stadig er kontraktfri.

Superliga

Mere Superliga

Fokus