Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-boss jubler over Rygaard: En stor blåstempling af klubben

FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen, klapper i hænderne over, at Mikkel Rygaard valgte et skifte til Farum frem for et skifte til Brøndby.

Transfervinduet lukkede 31. januar, men de seneste par dage har der udspillet sig et mindre transferdrama i kølvandet på den truende konkurs i Lyngby BK, der nu er afværget, men som kostede klubben fem spillere grundet manglende lønudbetaling.

Det største navn af de fem var Mikkel Rygaard, og i flere dage var det en offentlig hemmelighed, at offensivspilleren ville skifte til enten Brøndby IF eller FC Nordsjælland. Mandag eftermiddag besluttede han sig så - Rygaard kan nu kalde sig FCN-spiller.

- Det er en transfer, vi er super glade for. Der er en stor begejstring i klubben over, at Mikkel har valgt os til, og jeg er sikker på, at han bliver en god tilføjelse for os. Det er en spiller, der kan dække flere positioner, og han har nogle kvaliteter i offensiven, som helt sikkert kommer os til gavn, siger sportschef i FC Nordsjælland, Carsten V. Jensen, til tipsbladet.dk.

Han kalder det en udsædvanlig situation, at sådan en mulighed opstår efter et transfervindue.

- Havde det været en lidt mere almindelig transfer, havde vi også været interesseret, men det er ikke sikkert, det havde været indenfor vores rækkevidde. Nu blev det nogle lidt andre omstændigheder grundet situationen i Lyngby, og så var det selvfølgelig vores opgave at gå efter sådan en mulighed. Der er rigtig mange i klubben, der har arbejdet stenhårdt på at få det her til at ske, siger "CV" og tilføjer:

- At Mikkel har valgt os til er en stor blåstempling af projektet her i FC Nordsjælland. Jeg er sikker på, at han kunne have fået meget mere i løn mange andre steder, men man kan sige, at han har valgt os ud fra de rette forudsætninger – fordi han har vurderet, at de bedste sportslige muligheder er her i klubben.

At Mikkel Rygaard skrev under med FC Nordsjælland skete som bekendt på bekostning af Brøndby IF.

- Jeg vil ikke forholde mig så meget til andre. Vi har også før stået i den situation, at vi er gået efter en spiller, som så har valgt andre til, og sådan er det hele tiden i fodboldens verden. Jeg nøjes med at glæde mig over, at Mikkel er FC Nordsjælland-spiller, lyder det fra FCN-sportschefen.

Mikkel Rygaard er 27 år, og det gør ham til en af de ældste spillere på et purungt FC-mandskab. Dermed skiller han sig også lidt ud i forhold til de transfers, man normalt ser i FC Nordsjælland, hvor målet er at udvikle unge spillere, som så skal sælges med en stor fortjeneste. 

Rygaard kommer næppe til at smadre transferrekorden i FC Nordsjælland, men Carsten V. Jensen mener, at der også kan gemme sig et fremtidigt salg i den tidligere Lyngby-spiller. Det bør også være et mål for hovedpersonen selv.

- Den drøm synes jeg helt sikkert, han skal have. Det er rigtigt, at han aldersmæssigt er lidt ældre end så mange andre i klubben, men han har måske trænet det halve af mange af de andre. Han har en perfekt krop, og der er masser, vi kan slide på. Han gik direkte igennem vores ellers meget strikse lægetjek, siger CV og tilføjer:

- Han er lidt en ”late bloomer”, der kom tidligt til udlandet, uden at det blev den store succes. Hans talent har der aldrig været nogen tvivl om, og jeg kan også huske, at vi mødte Næstved i pokalen, hvor han var med og kørte rundt med os. Han har fået lysten til fodbold tilbage i en lidt sen alder, og han var en stor profil i Lyngby. Han kommer med sikkerhed også til at spille en væsentlig rolle for os.

Er han afløseren for Emiliano Marcondes?

- Nej, det er han ikke. Det kan godt være, han kan spille samme plads, men han er en helt anden type spiller, slutter FCN-bossen.

Mikkel Rygaard og FC Nordsjælland har papir på hinanden frem til sommeren 2021. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.