Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-komet: Inspireret af Marcondes og Ingvartsen

FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen fortæller, at han lader sig inspirere af to tidligere målmagere i klubben.

For to sæsoner siden var det Marcus Ingvartsen. I sidste sæson var det Emiliano Marcondes, og i dette efterår har et nyt angrebstalent så brudt igennem lydmuren i FC Nordsjælland.

Navnet er Andreas Skov Olsen, og han slog i forrige runde Superligarekord, da han scorede sit 10. sæsonmål som den yngste nogensinde.

18 år, 11 måneder og fire dage var FC Nordsjælland-kometen, da han scorede det første af to mål mod SønderjyskE, og inden aftenens kamp mod AGF er offensivspilleren derfor på 11 Superligascoringer i 18 kampe.

Og inspirationen til det hårde arbejde har han fundet hos sine afløsere:

- Emiliano vil gøre alt for at vinde og blive den bedste. Det har jeg taget til mig, siger Andreas Skov Olsen til Ekstra Bladet og tilføjer om Ingvartsen:

- Omkring alt det uden for banen har jeg kigget meget på ham. Tidligere tænkte jeg ikke så meget over, hvad jeg spiste, og hvornår jeg gik i seng. Men det er bare virkelig vigtigt. Jeg har fået struktur i hverdagen omkring min søvn og spisning, fortæller den 18-årige FCN-topscorer.

Andreas Skov Olsen fik i forrige sæson kun fem kampe i Superligaen. Alle fem optrædener var som indskifter.