Superliga

FCN-målmand revser forsvarsspillet

FCN åbnede søndag forårssæsonen med en 4-0 nedsabling i Randers, og dagen derpå er det svært at sluge det store nederlag.

FC Nordsjællands målmand, Jesper Hansen, måtte søndag se sig passeret fire gange i Randers. Det bar træningen i den grad præg af i dag.

- Vi var selvfølgelig dybt skuffede over vores præstation i går. Vi tabte for mange dueller, og Randers vandt det fysiske spil , siger Jesper Hansen til

tipsbladet.dk

.

Med fire mål imod er der ingen tvivl om, hvor det er, det halter for nordsjællænderne, og Hansen er også klar i spyttet.

- Vi skal rette op på vores forsvarsspil, for vi giver for nemt mål væk og forsvarer ikke målet godt nok. Vi bliver nødt til at forsvare først og så tænke offensivt derefter, fortsætter FCN-målmanden.

Efter nederlaget til Randers ligger FCN nu lige over stregen i Superligaen - fem point foran både Esbjerg og AaB. Og nedrykningsspøgelset svæver da også over Farum-klubben. 

- Vi skal til at skrabe nogle point sammen nu, for ellers ser det rigtig sort ud. Vi

er

med i nedrykningsspillet, slutter Jesper Hansen.

Efter de fire mål imod sig i går er Jesper Hansen nu blandt de fire målmænd, der har lukket flest mål ind i Superligaen i år.