Årets holdkammerat i FC Nordsjælland kan ende med at blive Andreas Skov Olsen. I hvert fald, hvis man tager udgangspunkt i mandagens superligaopgør mod SønderjyskE.
Den unge angriber kom nemlig ikke på tavlen selv, men assisterede i stedet sin angrebskollega Godway Donyoh hele tre gange og hjalp dermed ghaneseren med at opnå sit hattrick.
Især to af oplæggene glædede Olsen selv.
- Det var dejligt at få lavet nogle assists. Især de to sidste, hvor jeg bare smækker den ind i feltet. Det har vi arbejdet på til træning. Det var dejligt at se, at det lykkedes i dag, sagde han til TV3 Sport efter kampen.
Andreas Skov Olsen havde inden mandagens opgør lavet to assists hidtil i sæsonen. Nu er han oppe på fem. Målene betyder desuden af Godsway Donyoh nu har scoret otte mål i sæsonen, hvilket gør ham til den næstmest scorende spiller i Superligaen i denne sæson.