Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-profilens dom: Han lægger snart Superligaen ned

Superliga-foråret springer ud i weekenden, og det bliver med et toptændt FC Nordsjælland-hold, der er klar til at jagte endnu en plads i Top 6.

FC Nordsjælland kom ikke helt godt ud af efteråret, hvor det blot blev til to sejre i de sidste syv runder. 

Det betyder også, at FC Nordsjælland inden Superliga-grundspillets afgørende seks spillerunder i foråret ligger lige præcis uden for det gode selskab, og der i et tæt midterfelt venter en uhyre tæt kampe om at sikre en af de eftertragtede pladser i medalje-slutspillet. 

Tipsbladet.dk har fanget FC Nordsjælland-keeper Nicolai Larsen til en snak om forårs-forventningerne inden søndagens premiere mod AC Horsens. 

Hvorfor kommer FC Nordsjælland i top 6?
- Fordi, vi er skide gode....

- Ej...Men hvis man ser på de seneste sæsoner, har vi været gode til præcis at snige os med i mesterskabsspillet til sidst. Det skal vi selvfølgelig gøre igen. Vi har klart potentialet til at spille med deroppe, så det handler om at udnytte det og være helt klar til den første kamp. Jeg synes, vi har haft en god opstart, men der er mange om buddet i forhold til top 6, så vi skal have tungen lige i munden.

I holdt kun målet rent i fire af efterårets 20 kampe  – bliver det rettet op?
- Vi vil selvfølgelig gerne holde nullet, men vi har også en klar strategi og taktik, der handler om at komme ud over stepperne og få scoret nogle mål i den anden ende. Det kan godt nogle gange koste lidt på defensiven. Dermed ikke sagt, at det ikke betyder noget, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at det irriterer mig at lukke mål ind.

- Først og fremmest handler det om at få score nogle mål, så vi kommer ikke til at ændre det udgangspunkt.

- Det er også en tendens, der har spredt sig mere og mere i de større interenationale ligaer - at det handler om at få skabt en masse chancer og komme frem til scoringerne. 

Hvem bliver forårets profil hos FCN?
- En Mohammed Kudus. Han er så sindssygt god, og jeg er ikke i tvivl om, at han snart kommer til at lægge Superligaen ned og bliver solgt til Premier League. Vi ser så mange vilde ting fra ham til træning, så nu mangler han bare at vise det i hver eneste kamp, og det kan sagtens blive i foråret.

Er der nogle andre spillere, vi skal holde øje med i forhold til et gennembrud?
- Kamal Deen Sulemana. Han er kommet til fra Right To Dream-akademiet, og han er virkelig spændende. Han har lidt det samme som en Isaac Atanga – godt med speed og virkelig gode driblinger. Ham vil jeg gerne smide ind som en joker til et gennembrud i foråret, men det er selvfølgelig ikke til at sige, hvor meget spilletid, det bliver til, for vi har rigtigt mange dygtige spillere.

FCN har kun hentet en eneste sejr i de seneste 10 forårs-premierer – hvorfor ?
- Det skal laves om mod AC Horsens.

Læs også:Optakt: FC Nordsjælland - AC Horsens

- Jeg kan kun sige, at vi - i de tre sæsoner, hvor Slutspillet har været indført – har været bagud på point, når foråret er startet. Vi er igen ikke med i top 6 lige nu, men vi skal ud og vinde nu og vise, at vi er helt klar, så vi igen kommer med.

Så hvorfor vinder I over AC Horsens?
- Fordi, vi er et bedre fodboldhold. Når det så er sagt, skal vi have den største respekt for AC Horsens, som vi tidligere har haft problemer med.

- De ligger lige efter os i tabellen, og det er ikke tilfældigt. De har fået banket et godt hold sammen for et ret begrænset budget, og de knokler røven ud af bukersen hver gang. Men på søndag skal vi vente på vores muligheder og vise, at vi er det bedste hold.

Læs også:FCN spillede uafgjort i generalprøve - tordenvejr forkortede Lyngby-kamp

Læs også:Superliga-trænernes pointsnit: Nye folk imponerer

Læs også:Træner-karrusellen: Så længe har Superliga-trænerne været i jobbet

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud

Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub