Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-træner ser frem til debut mod FCM: Sidst var det en åben slagudveksling

En af sæsonens mest underholdende kampe var tidligere i foråret, hvor FC Midtjylland og FC Nordsjælland spillede 3-3 i Herning. Nu mødes de to hold igen i Herning.

De danske mestre fra FC Midtjylland og Farum-klubben FC Nordsjælland leverede underholdende og god fodbold, da mandskaberne lidt tidligere i foråret spillede 3-3 i Herning. Det var første gang i 11 hjemmekampe i Superliagen, at FCM smed point.

Nu mødes de to mandskaber så igen i første runde af mesterskabsspillet, hvor FC Midtjylland kæmper for at komme forbi FC København på Superligaens førsteplads, og FC Nordsjælland med 10 gode kampe kan komme op og spille med om bronzemedaljerne.

Selv om det også denne gang er en kamp i Herning, er der alligevel noget, der er anderledes, for Kasper Hjulmand er på FC Nordsjællands bænk blevet byttet ud med Flemming Pedersen, der får sin debut som træner for førsteholdet.

Og han glæder sig til en kamp, hvor det meget vel kan gå hen og blive en fest igen.

- Jeg forventer lidt af det samme som sidst. Midtjylland vil gerne frem på banen, og det vil vi også. Sidst var det til tider en åben slagudveksling, indtil vi mistede pusten i de sidste 20 minutter og ikke kunne følge med, og jeg forventer noget af det samme denne gang.

- Det er ikke så længe siden sidst. Der har været landskampspause, og spillertruppen blev først samlet torsdag, så på to dage kommer der ikke til at ske noget nyt. Jeg håber og regner med, at vi kan spille op til samme niveau som sidst, siger Flemming Pedersen til tipsbladet.dk.

Sidst var FC Nordsjælland foran med 3-1, inden to hurtige scoringer af Evander betød, at det var helt lige med et kvarter igen af opgøret. Det handler for FCN om at få marginalerne på sin side og bevare koncentrationen, for så meget ekstra kan man som ny træner heller ikke gøre, når der ikke er mere tid at arbejde i op til opgøret. 

- Der er for lidt tid til at arbjede med til at skrue på nogle knapper. Vi har selvfølgelig fået nogle erfaringer med fra sidste kamp, ligesom Midtjylland har, og så kan vi måske forberede nogle taktiske justeringer i løbet af kampen. Men det er meget lidt. Vi skal heller ikke gøre os mere værdifulde. Nogle gange kan det også lyde, som om vi kan ændre det hele på en eller to dage, siger cheftræneren.

FC Nordsjælland kan dog være svær at vurdere, fordi Farum-mandskabet er et af de bedste - hvis ikke det bedste i Superligaen - til at tilpasse sig kampen og det, der er nødvendigt for at få et overtag mod modstanderen.

Taktisk kan holdet gå i flere forskellige formationer, for eksempel ved at spille med en tre-back-kæde, og det værktøj er naturligvis til rådighed mod FC Midtjylland, når Flemming Pedersen får vurderet kampens flow.

- Det er klart, at det er noget, vi hele tiden videreudvikler. Vi har 15 overordnede formationer, vi arbejder med på akademiet, hvor det starter, så når vi står på sidelinjen og læser en kamp, kan vi forholdsvis let gøre nogle greb, uden at spillerne bliver forvirrede, siger FCN-træneren.

FC Nordsjælland ligger før opgøret nummer seks - der er seks point op til OB på Superligaens tredjeplads.