Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-træner tager skylden for manglende Mathias Rasmussen-succes

Mathias Rasmussen er aldrig blevet et stort hit i FC Nordsjælland, og det tager cheftræner Flemming Pedersen det fulde ansvar for.

Mathias Rasmussen har formentlig spillet sin sidste kamp for FC Nordsjælland.

Nordmanden, der har været i klubben i godt fire år, har ikke spillet et eneste minut i 2020, og for tre måneder siden luftede han sine frustrationer i et interview med det norske medie Lister 24. Her slog han fast, at han vil væk fra FC Nordsjælland.

Det er han ikke kommet endnu, men det er fortsat planen, og Flemming Pedersen, der er cheftræner i FC Nordsjælland, tager det fulde ansvar for, at nordmanden ikke er blevet en succes i Farum, selv om han har spillet over 100 kampe.

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Nordsjællands supertalent slog til igen

- Trænerstaben og jeg ikke har været dygtige nok til at udvikle ham. Nogle har vi lettere ved at udvikle end andre, og i forhold til Mathias har vi sgu bare ikke været gode nok. Vi har ikke været gode nok til at få stabilitet ind i Mathias og i samarbejde med holdkammeraterne fået skabt de rigtige relationer på banen. Det er aldrig gået op i en højere enhed, og det tager jeg det fulde ansvar for, siger Flemming Pedersen.

Han fastslår, at man aldrig helt kan placere ansvaret hos den enkelte, men i det store og hele er det mere trænerstabens skyld, end det er Mathias Rasmussens.

- Selvfølgelig er det altid systemisk. Man kan ikke tale om, at det er et individs skyld, men vi har det dårligt over det, når vi ikke lykkes med vores spillere. Og så skal vi være de første til at tage det ansvar velvidende, at alle ikke vil lykkes, siger FCN-træneren.

Læs også:Andreas Skov Olsen var vågen foran kassen i Bolognas sejr over Parma

Flemming Pedersen fortæller, at der arbejdes på at finde en ny klub til Mathias Rasmussen.

- Ligesom med Clinton Antwi er det vigtigt med spillere i den alder, at de spiller fast. Det allerbedste for Mathias Rasmussens udvikling vil være at komme et sted hen, hvor han spiller fast, siger han.

22-årige Mathias Rasmussen har tidligere fastslået, at han gerne vil blive i udlandet og derfor ikke har planer om at vende tilbage til norsk fodbold i denne omgang. 

Transfervinduet i Danmark og de fleste andre steder i Europa lukker på mandag. 

Læs også:Lyngby-sportschef: Arbejder på Frederik Winther-salg til udlandet

Læs også:Ekspert kritiserer klubbers coronaløsning: Det er unødvendigt

Læs også:Se højdepunkterne: Kamaldeen og co. bankede Lyngby