Fem Superliga-talenter på tærsklen til et gennembrud
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Fem Superliga-talenter på tærsklen til et gennembrud

Den danske Superliga starter snart op igen efter en kort sommerpause, og tipsbladet.dk har valgt fem talenter, der kan få et gennembrud i dette efterår.

De 14 Superliga-klubber er godt i gang med at forberede sig til den kommende sæson, hvor Hobro og Helsingør er nye og erstatter Esbjerg og Viborg.

Med to nye klubber kommer der også nye spillere i Superligaen, og i det kommende, hvor vi vil pege på fem spillere, der kan stå til et gennembrud i Superligaen, har vi faktisk også en spiller fra en af oprykkerklubberne med.

For et halvt år siden pegede vi på Sammy Skytte, Kristian Riis, Victor Nelsson, Mathias Kristensen og Magnus Christensen, og det blev lidt en blandet omgang. Sammy Skytte og Magnus Kristensen fik et gennembrud, mens Victor Nelsson og Mathias Kristensen mest holdt sig til indhop. Kristian Riis var skadet en stor del af foråret.

Lad os se på fem, der kan få et gennnembrud - de er sorteret alfabetisk efter fornavn:

BOZHIDAR KRAEV
Klub: FC Midtjylland
Position: Offensiv midtbane
Alder: 20 år
Kampe: Nul Superliga-kampe

Den bulgarske midtbanespiller er meget, meget spændende. Han fik sin FC Midtjylland-debut i opgøret mod Derry City fra Nordirland, da han kom på banen i anden halvleg, og selv om det var på en billig baggrund, ligner han en virkelig spændende spiller. Godt touch, gode afleveringer og masser af dybe løb uden bold.

FC Midtjylland har mange offensive kort at spille ud, men hvis træner Jess Thorup vælger at give Kraev chancen, kan han meget vel ende med at blive en genvist for FC Midtjylland, også på den korte bane.

Ligesom Mikkel Duelund og Kasper Dolberg var Bozhidar Kraev på den indledende og lange liste til kåringen af årets 'Golden Boy' i Europa. En pris, som Tuttosport finder en vinder af.

---

FREDERIK BAY
Klub: FC Helsingør
Position: Venstre back
Alder: 19 år
Kampe: Nul Superliga-kampe

Den tidligere FC København-spiller var i foråret udlejet til FC Helsingør, og her gjorde han det så godt, at han nu er kommet på en permanet aftale de par kommende år. Den 19-årige venstre back har alletiders mulighed for at stemple ind i Superligaen og vise sit potentiale, for han kommer formentlig til at spille en del.

Om han kommer til at spille venstre back i en fireback-kæde, eller om han skal spille venstre wing-back i et femmands-forsvar, ved kun træner Christian Lønstrup på nuværende tidspunkt, men Bay har i al fald potentialet til at spille begge pladser, og det Helsingør kommer formentlig til at skifte system, som Lønstrup faktisk har gjort en del.

Frederik Bay har fem U-landskampe, og bliver han fast mand i Superligaen, er det ikke utænkeligt, at han får flere U-landskampe.

---

MARCUS MØLVADGAARD
Klub: Randers FC
Position: Angriber
Alder: 17 år
Kampe: Seks Superliga-kampe

Den unge Randers-angriber Marcus Mølvadgaard er en yderst talentfuld angriber, der i en ung alder allerede har fået kampe i Superligaen for Randers FC. Klubben har ikke længere så mange angribere i truppen, og derfor er det ikke utænkeligt, at der venter flere kampe i det kommende Superliga-efterår.

Mølvadgaard har masser af potentiale, og det er en spiller, som de i den grad tro på i Randers. Indtil videre er det blevet til seks kampe, hvor den ene har været som starter, og han er i konkurrence med Marvin Pourié, Nikola Djurdjic og Mayron George. Det er bestemt ikke utænkeligt, at han kan stjæle en af de to pladser i front.

Mølvadgaard er en stor angriber på 190 centimeter, han har god teknik og en godkendt fysik. Der skal bygges på - og primært på fysikken - og lykkes Mølvadgaard med det, ligner han en rigtig fin fremtidig Superliga-spiller.

---

STEFAN GARTENMANN
Klub: SønderjyskE
Position: Central forsvarer
Alder: 20 år
Kampe: Nul Superliga-kampe

Han var kun 16 år, da han skiftede fra FC Roskilde til hollandske Heerenveen, men i første omgang var det ikke et eventyr på Jon Dahl Tomasson-niveau for Stefan Gartenmann, der er vendt hjem til Danmark uden en eneste førsteholdskamp for Heerenveen.

Nu får Gartenmann så chancen for at vise sig frem i SønderjyskE, hvor den 20-årige forsvarsspiller reelt er hentet som erstatning for Pierre Kanstrup.

Gartenmann er en stor, stærk forsvarsspiller, der er god med hovedet og i duellerne. Han fik debut for Roskildes førstehold som 16-årig, og selv om karrieren nok ikke er gået helt som ønsket, besidder han fortsat et stort talent og kan gå hen og blive en kæmpe gevinst for SønderjyskE, hvis han vinder jobbet som makker til Kees Luijckx i midterforsvaret.

---

VIKTOR TRANBERG
Klub: FC Nordsjælland
Position: Central forsvarer
Alder: 20 år
Kampe: 16 Superliga-kampe

Man kan godt argumentere for, at Viktor Tranberg allerede har fået et gennembrud i Superligaen, men vi vælger at have ham på denne liste, fordi det er nu, han skal vise sig for alvor. Kan han det?

Forsvarsspilleren kan meget vel komme til at spille med folk som Pascal Gregor, Patrick Mtiliga og Andreas Skovgaard i FC Nordsjællands centrale forsvar, der ventes at bestå af tre mand.

Forsvarsstjernen Andreas Maxsø realiserer formentlig drømmen om et udlandsophold denne sommer, og så bliver det op til blandt andet Tranberg at sikre, at FC Nordsjælland også i den kommende sæson er konkurrencedygtig og med i kampen om top seks.