Superliga

Ferie-millioner går ikke til spillerne

Langt de fleste af de mulige manglende udbetalte feriepenge, kommer aldrig i hænderne på hverken Brøndby-spillerne eller andre Superliga-spillere

Langt størstedelen af de 16 millioner kroner plus renter som Spillerforeningens mener Brøndby mangler at betale 57 spillere fra 2004 frem til nu vil ved en udbetaling havne i statskassen og i Arbejdsmarkedets feriefond, der blandt andet yder feriestøtte til institutioner og organisationer.

Pengene ryger dermed ikke i hænderne på fodboldspillerne.

Grunden er, at der i Ferieloven er en forældelsesfrist, der kun gør det muligt at kræve manglende feriepenge udbetalt med godt et års tilbagevirkende kraft.

Det vil sige, at Spillerforeningen kun kan sikre de ferie-penge, der er optjent i 2009 og frem til i dag. Resten - hvilket vil sige langt de fleste penge - vil stryge direkte i feriefonden og statskassen.

Det betyder dog ingenlunde, at klubberne slipper for at betale alle pengene, hvis det bliver bevist, at der er sket fejl. Får Spillerforeningen ret i sin klage til Brøndby, skal klubben betale 16 millioner kroner, plus rente og bod. I alt beløber det sig til godt 23 millioner kroner plus bod.

Formanden for Spillerforeningen Thomas Lindrup mener, at foreningen allerede tilbage i 2009 rettede henvendelse omkring problemet og derfor juridisk kan bruge dette tidspunkt som udgangspunkt for at kigge tilbage i årene forinden omkring den manglende betaling.

- Det må vi tage, når det kommer. Jeg er ikke jurist, vi har sendt et klageskrift nu, men har allerede i 2009 gjort opmærksom på det og mener derfor, at vi kan gå tilbage til 2006 uden at blive ramt af forældelsesfristen, siger formanden for Spillerforeningen Thomas Lindrup til Tipsbladet.

Direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen er af en helt anden opfattelse omkring, hvad der blev gjort opmærksom på tilbage i 2009.

- Den henvendelse vi fik fra Spillerforeningen tilbage i 2009, vil jeg nærmest ikke kalde for nogen henvendelse. Det drejede sig om et stykke kopieret A4-papir, der blev sendt rundt til alle klubber. Her blev der gjort opmærksom på, at der muligvis var et problem omkring feriepengene, og at det var en sag, som Spillerforeningen ville se nærmere på. Der var intet som helst konkret i det, siger Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen til tipsbladet.dk.

- Det samme gentager sig i 2010, hvor vi modtager det samme stykke papir, hvor der dog også medfølger nogle få konkrete navne i forhold til enkeltsager. Men der viste sig at være flere fejl i de oplysninger, der var medsendt, så jeg vil bestemt heller ikke kalde henvendelsen i 2010 for konkret.

- Den eneste konkrete henvendelse, der er kommet i denne sag, er den, der er kommet nu i henhold til klageskriftet til Brøndby.

Brøndbys direktør Jan Lockhart læser Ferieloven på samme måde som direktøren for Divisionsforeningen og siger:

- Som jeg har forstået det, er det sådan, og det sætter jo sagen i et andet lys, hvor man kan diskutere hvor meget gavn spillerne får at hele det cirkus, siger Jan Lockhart.

I Ferieloven hedder det:

§ 35. Krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg forældes, hvis det ikke rejses over for arbejdsgiveren senest den 30. september efter ferieårets udløb.

Stk. 2.

Hvis arbejdsgiveren ikke efterkommer kravet, forældes det, medmindre lønmodtageren senest den 30. november efter ferieårets udløb søger kravet gennemført ved retssag, ved fagretlig behandling, ved politianmeldelse eller ved at rette henvendelse til direktøren for Arbejdsdirektoratet.


Læs meget mere om feriepenge-sagen i Tipsbladet Indsigt - på gaden fredag.