Finnbogason: Vi var arrogante
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Superliga

Finnbogason: Vi var arrogante

Horsens-angriberen satte nogle ord på det uafgjorte resultat i Parken

AC Horsens var i sidste sæson ikke langt fra at rykke ned. Holdet landede i de direkte overlevelseskampe, da de mødte Vendsyssel om en plads i Superligaen. 

Horsens trak sig sejrrigt ud af opgørerne og sikrede sig dermed med nød og næppe endnu en sæson i landets bedste fodboldrække.

Bo Henriksens tropper har nu overrasket alt og alle i den nye sæson og befinder sig i skrivende stund på en andenplads i tabellen efter fem runder. 

Lørdag fortsatte eventyret så for Horsens, der har kæmpet med spillerafgange og skader, da de fik 1-1 i Parken efter at være kommet foran mod de forsvarende mestre, FC København. 

AC Horsens' anfører, Kjartan Finnbogason, fortalte efter kampen, at indstillingen til opgøret var afgørende:

- Vi har altid været meget ydmyge, men i dag var vi enige om, at vi ville gå på banen og være arrogante. Vi ville vise, at vi turde spille fodbold. Jeg står med blandede følelser efter at vi spillede uafgjort. Vi spillede og kæmpede godt, sagde angriberen til Horsens Folkeblad.

AC Horsens spiller næste kamp i Superligaen fredag, når de på hjemmebane tager i mod AaB.