Video : Tipsbladet
Superliga

Fire angribere sad ude for Vejle: Kun Finnbogason bliver klar til næste kamp

Da Vejle Boldklub i går spillede træningskamp, sad fire angribere uden for truppen. Cheftræner Adolfo Sormani regner kun med, at nyindkøbte Kjartan Finnbogason er med til næste opgør.

Danske klubber valfarter i disse dage til det sydlige Tyrkiet, hvor ni af Superligaens hold har henlagt vinterens træningslejr. Et af dem er Vejle Boldklub, der ankom allerede for ni dage siden og snart tager hjem igen.

Hidtil har holdet spillet to træningskampe og vundet begge 1-0. Senest gik det ud over rumænske FC Viiturul Constanta på mål af Allan Sousa. Samtidig sad flere af hans kollegaer eller konkurrenter i angrebet uden for truppen.

Tre af dem, Imed Louati, Gustaf Nillson og Sergii Hryn, er småskadet, mens Kjartan Finnbogason kun lige var stødt til klubben efter sit skifte fra Ferencvaros. Cheftræner Adolfo Sormani forventer dog, at islændingen kommer i aktion i næste træningskamp.

Den står allerede på torsdag mod Cracovia Kraków fra Polen. Det er Vejles sidste kamp i Tyrkiet, inden der venter et enkelt opgør mod AaB hjemme i Danmark, inden Superligaen igen står for døren.

Sormani var efter sejren over Viiturul Constanta godt tilfreds, som især i anden halvleg havde problemer med at skabe chancer mod danskerne.

- Vi havde svært ved at spille bolden rundt. Det blev meget bedre i anden halvleg, hvor de ikke pressede så hårdt - og vi vidste godt, de ikke kunne holde så hårdt et pres igennem en hel kamp, siger Sormani til Vejle Amts Folkeblad.