Video : Tipsbladet
Superliga

Fischer gjorde comeback: Det er helt vildt, hvor meget jeg savner at spille

FC Københavns Viktor Fischer fik i dag sine første kampminutter i tre måneder, og det var han svært tilfreds med. Nu håber han bare, at foden ikke er helt smadret i morgen.

I dag vandt FC København holdets første træningskamp i 2019 med 1-0 over FC Roskilde, men den beskedne sejr er ikke dagens bedste nyhed for klubben. Det er i stedet, at Viktor Fischer var tilbage i kamp for første gang siden oktober.

Offensivspilleren måtte tilbringe den sidste del af efteråret på tribunen med en skade i foden og har derfor glædet sig til at komme tilbage i aktion. Han vil dog ikke kalde det for et ægte comeback, før han spiller en gældende kamp.

- Jeg vil sige det sådan, at vi tager det stadig step by step. Jeg vil ikke stå og male fanden på væggen. Jeg siger bare, at for mig er det først at være tilbage igen, når OB-kampen den 10. februar inde i Parken er spillet. Så føler jeg først rigtig, at det er lykkedes. Men det her var et rigtig godt skridt på vejen, og jeg synes, det gik godt. Jeg følte mig godt tilpas derinde, siger Fischer til FCK TV.

- Det er helt vildt, hvor meget jeg savner at spille, når jeg ikke kan. Det eneste, jeg er lidt bange for, er at være lidt for glad for tidligt. Jeg er supertilfreds med, at i dag gik godt, og så håber jeg, at jeg vågner op i morgen, og at det ikke er fuldstændig elendigt med foden, men at det bare er en god ømhed, og så tager vi den derfra.

Det lignede længe, at kampen ville ende uden vinder, men to minutter før slutfløjt headede Jonas Wind bolden i nettet. Selvsamme Wind har netop forlænget kontrakten med FC København til 2023.