Video : Tipsbladet
Superliga

Fischer om straffesparket: Irriterer mig helt vildt

Viktor Fischer erkender, at han skulle have taget det straffespark, som Kenan Kodro brændte. Ståle Solbakken kritiserer også Fischer for ikke at skyde det.

Knap var kampen mellem AGF og FC København gået i gang, før Viktor Fischer blev nedlagt i feltet, og dommeren dømte straffespark.

Egentlig var det meningen, at Viktor Fischer selv skulle have taget sparket, men han viftede afværgende og ville ikke tage det, og så var det Kenan Kodro, der skulle ud i en direkte duel mod Aleksandar Jovanovic.

Kodro brændte straffesparket, og derfor var det også en irriteret Ståle Solbakken, der slet ikke kan forstå, at Fischer ikke sparkede.

- Det er meget simpelt. Viktor skal tage bolden, lægge den på straffesparkspletten og sparke den i mål. Viktor er første straffesparksskytte, men hvis han føler, at han har fået et stræk i læggen og er blevet fældet voldsomt, men her er det en simpel forseelse efter seks minutter. Der findes ingen undskyldninger, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Også hovedpersonen selv indrømmer efter kampen, at han i den situation ikke gjorde, hvad der er forventet af holdets nok vigtigste spiller.

- Jeg skulle åbenbart have sparket straffesparket. Jeg havde end anden opfattelse af, hvem der skulle sparke, og det havde Ståle ikke. Han har ret, så jeg skulle have sparket, men det gjorde jeg ikke. Så må jeg sparke næste gang.

- Det irriterer mig helt vildt, at jeg ikke sparker det. Jeg er bevidst om at være vigtig for det her hold, og jeg skal gå forrest. Det gør jeg ikke i den situation, siger Viktor Fischer.

Viktor Fischer rådede dog bod på det sidst i kampen, da han scorede det udlignende mål, der sikrede FC København det ene point mod AGF.