Video : Tipsbladet
Superliga

Fisker: Det ender jo lykkeligt

Det tog lidt tid for Brøndby at lukke kampen mod SønderjyskE, men med en stærkt slutspurt blev det til en 4-0 sejr.

Brøndbys midtbanespiller, Kasper Fisker, var ikke overraskende en glad mand efter 4-0 sejren over Sønderjyske, selvom han erkender, at han og holdkammeraterne ikke var skarpe nok i dag.

- Man skal score på sine chancer, det var vi lidt lang tid om i dag at gøre, og vi brænder mange, men det der er rigtig fedt, der er, at vi spiller en rigtig god kamp i dag, og ender med at vinde 4-0. Så det ender jo meget lykkeligt, sagde Kasper Fisker til Canal 9 efter kampen.

Den tidligere Randers-spiller glæder sig samtidig over en flot præstation fra Brøndby-mandskabet, der stadig har noget, de skal hjem og øve på.

- En rigtig rigtig god kamp hele vejen rundt, men lige pludselig så kan de godt udligne til 1-1, fordi vi ikke får scoret på de her chancer, så det er det, vi kan kigge på, men generelt en god kamp.

Hany Mukhtar kom på tavlen for første gang i denne sæson, og det betyder meget, når de vigtige spillere kommer op i gear, men også når bredden i truppen viser sig frem.

- Det er lækkert, han kunne endda have scoret hattrick, hvis han gad at skyde det der straffe ind, men det må han hjem og øve på, men det er fedt, at han også kommer i gang, vi har mange strenge at spille på også en Besar (Halimi), som kommer ind og scorer, så det viser bare, hvor stor klasse, der er i truppen, siger han og tilføjer:

- Det er altid fedt, at de bærende krafter har succes, og det tyder på, at holdet er på vej i den rigtige retning.