Video : Tipsbladet
Superliga

Fisker inden AGF-brag: Kan være lidt svært at høre deres tilskuere

Kasper Fisker ser frem til kampen mod AGF på søndag, hvor Brøndby IF skal komme med en modreaktion efter sidste rundes nederlag til SønderjyskE.

Det er en af årets største kampe i Smilets By, der på søndag bliver spillet på Ceres Park, når rivalerne fra Brøndby IF kommer på besøg.

For de to hold er der altid lidt mere på spil end de tre point, når de mødes, men for særligt gæsterne er det ekstra vigtigt at komme tilbage på sporet efter det skuffende 4-2-nederlag til SønderjyskE i forrige runde. 

- Rent fysisk er der ikke så meget at gøre til træningen. Vi kan træne nogle taktiske dessiner og træne det mentale aspekt af problemerne, fordi det er helt klart det mentale, som skal forbedres. Jeg tror, at SønderjyskE-kampen var et wake-up call for os, og vi arbejder alle sammen på, at der skal komme en modreaktion på søndag, der skal udgøre basis for, hvordan vi skal agere i resten af det her efterår, siger Brøndby-profilen Kasper Fisker til tipsbladet.dk.

Midtbanespilleren ser meget frem til mødet med AGF, som han flere gange har mødt i intense rivalopgør: 

- Nu kender jeg jo rimelig godt til AGF, da jeg er gammel Randers-dreng. Set fra deres synspunkt er det nok deres største kamp på året, når de møder Brøndby. Det er en stor kamp for dem, så det bliver helt klart en kamp, hvor de kommer med 100 procent og fuld smæk på kedlerne. Det skal vi bare modstå og komme med endnu mere vildskab end dem, lyder det fra Fisker.

Over 2000 Brøndby-tilskuere har meldt deres ankomst på Ceres Park, og AGF meldte onsdag, at der var solgt mere end 10.000 billetter til opgøret. Det behøver dog ikke nødvendigvis betyde noget for stemningen:

- Der kommer også til at være rigtig mange tilskuere, selvom man kan have lidt svært ved at høre dem, fordi der er så langt ind på banen, når man spiller i Aarhus, lyder det drillende fra Kasper Fisker med henvisning til den løbebane, der omkranser AGF's hjemmebane.

Der er kampstart i Aarhus kl. 18.00 søndag aften.