Video : Tipsbladet
Superliga

Flemming Østergaard om FCM: De er dygtige, de jyder

Tidligere Parken-formand Flemming Østergaard har stor respekt for FC Midtjylland.

I de seneste to sæsoner har FC København og FC Midtjylland været en klasse bedre end de øvrige hold i Superligaen, og i denne sæson har FCM tilmed været et niveau over de forsvarende mestre.

Aktuelt topper FC Midtjylland Superligaen med 12 point ned til FC København, og dermed er ulvene godt på vej mod klubbens tredje danske mesterskab. 

Det må man løfte på hatten for, lyder det fra Flemming Østergaard, der er tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, som er selskabet bag FC København. Han tror, at FCM på den lange bane kan gøre livet meget surt for FCK.

Læs også:Claus Steinlein: Selv Manchester United og Barcelona misunder os

- De er dygtige, de jyder. Det kan godt være, nogle FCK-fans bliver generede, når jeg roser FC Midtjylland, men også for et år siden roste jeg hele systemet og Herning som idrætsby. Man har bygget en kæmpe arena, et nyt stadion, har nogle sportslige ambitioner og har fået den rette ejer (Matthew Benham, red.), siger Flemming Østergaard til Copenhagen Sundays og fortsætter:

- Man har en fantastisk dygtig borgmester (Lars Krarup, red.), som er sportslig interesseret og kan se betydningen for byen. Jeg siger altid, at man kan have verdens bedste produkt, men det nytter ikke noget, hvis man ikke har de rigtige mennesker. Og Herning har de rigtige mennesker.

"Don Ø" har også noteret sig, at Herning Kommune i sidste uge valgte at donere en million kroner til FC Midtjylland. Det sker som bekendt på et tidspunkt, hvor hele landet er i krise på grund af coronavirussen.

Læs også:Randers-spiller: FCM kunne lige så godt være fra Storkøbenhavn

- Det er flot. Jeg blev meget overrasket, siger Flemming Østergaard.

Den tidligere Parken-formand fastslår også, at truslen fra FC Midtjylland kan blive endnu større set med FCK-briller, hvis Brentford rykker op i Premier League og dermed får endnu større økonomiske muskler. Både Brentford og FCM ejes af Matthew Benham. 

Læs også:FCM: Skuffet, hvis vi om 20-30 år ikke har udviklet en Ballon d'Or-vinder

Læs også:Christian Nørgaard: Jeg kommer aldrig til at spille for FC Midtjylland

Læs også:FCM-boss spår stort salg af Evander: Det bliver ikke billigt