Video : Tipsbladet
Superliga

Fodboldens Disciplinærinstans vil kigge på mulig Vejle-sag

Var Adolfo Sormani i kontakt med bænken i løbet af mandagens opgør mod AC Horsens? Det vil Fodboldens Disciplinærinstans kigge på.

Han havde karantæne og måtte derfor ikke være i kontakt med sit hold og sin stab i løbet af opgøret mellem Vejle Boldklub og AC Horsens, men nogen talte den italienske træner Adolfo Sormani alligevel med mandag aften, hvor han overværede kampen fra tilskuerpladserne.

Når Adolfo Sormani havde talt, var der en reaktion fra Vejle-bænken - nærmere bestemt målmandstræner Marco Ferrari, der havde lyd i ørene.

Det virkede mistænkeligt, og nu kan Vejle se frem til at blive undersøgt i forbindelse med sagen. Fodboldens Disciplinærinstans ved ikke, om der er en sag, så det søger den nu at få afdækket.

- Jeg så godt situationen, og jeg har også set udlægningerne om sagen. Det er dog ikke noget, vi har forholdt os til endnu. Men vi vil kigge på sagen, og vi er opmærksomme, siger instansens formand, Jens Hjortskov, til BT.

Vejle forklarede sig mandag aften med, at den italienske målmandstræner Marco Ferrari talte med klubbens scoutingsystem - og altså ikke træner Adolfo Sormani. Hvem den italienske chef så talte med, melder historien fortsat intet om.