Video : Tipsbladet
Superliga

Forårets Hold i Superligaen: Fem Brøndby-spillere og tre fra FCM

Forud for den seneste Superliga-weekend udtog Tipsbladet 11 spillere til avisens udgave af Forårets Hold. Se dem her.

Superliga-sæsonen går på hæld, og det er tid til at gøre status. Det omfatter blandt andet at sætte Forårets Hold. I sidste uge blev Kamil Wilczek udpeget som Forårets Profil af ligaens 14 cheftrænere, og Brøndby-angriberen er også en af de 11 udvalgte.

Det samme er fire af hans holdkammerater, men selv om Brøndby altså er topscorer på Forårets Hold, var det ikke nok til at vinde det danmarksmesterskab, som FC Midtjylland hjemtog i går.

De 11 spillere blev udtaget i den trykte udgave af Tipsbladet i udgaven fredag den 18. maj.

Målmand
Jesper Hansen
FC Midtjylland (16 kampe/0 mål)
Midt på foråret blev Jesper Hansen for en kort stund sat af holdet. Nyankomne Bill Hamid skulle spille pokalkampene, og som optakt til semifinalen mod Brøndby fik han en kamp i Aalborg. Det undrede mange. Hamid kostede mål i 3-3-kampen, og hvorfor skiftede Thorup ud, når han i Jesper Hansen har en af Superligaens bedste keepere? Hansen har også lavet fejl i foråret, og han har været medskyldig i mål mod Silkeborg og Brøndby, men han er en vigtig årsag til, at FCM som det eneste hold har tre clean sheets i mesterskabsspillet.

Højre back
Johan Larsson
Brøndby (17/1)
Flere gange i løbet af foråret har Johan Larsson været så træt, at han selv efter en sejr er segnet om i græsset. I næste kamp har han løbet videre. På papiret er Larsson forsvarer i en flad 4-4-2, men han spiller som en wingback eller fløj. Han er altid fremme, når Brøndby er i angreb, og ifølge Superligaens officielle statistikker har han gennem sæsonen skabt 51 chancer – delt med Karlo Bartolec som bedste forsvarer. Ofte rammer hans flade indlæg den første stopper, men Larsson prøver altid igen og igen og igen.

Stopper
Bubacarr Sanneh
FC Midtjylland (12/4)
”Det skal blive interessant at følge hans måltal, når han kommer på hold med en anden aktør fra Efterårets Hold, Jakob Poulsen,” skrev Tipsbladet om Bubacarr Sanneh, da han blev udtaget til Efterårets Hold. Nu kender vi svaret. Gambianeren har scoret tre gange i fire kampe, og mens de to første mål var hovedstød efter indkast, lagde Poulsen op til målet mandag i Brøndby. Sanneh var ikke en del af holdet i starten, da han skulle vænne sig til træning og konkurrence i en større klub, men nu er han fast mand.

Stopper
Pierre Kanstrup
AGF (16/0)
Sanneh får delvist pladsen på grund af sine offensive evner, og sådan må det blive i et forår, hvor alle topholdene lukker mange mål ind. Derfor finder vi Sannehs makker i Århus. AGF har som det eneste hold indkasseret mindre end et mål per kamp. Nicklas Backman har været god, men har misset en tredjedel af kampene, og derfor får hans makker Pierre Kanstrup pladsen. Kanstrup er ikke fejlfri. Han var for eksempel indblandet i det enlige mål, da Hobro vandt i Århus. Men i denne halvsæson er ingen forsvarere uden fejl.

Venstre back
Anthony Jung
Brøndby (17/1)
I efterårets sidste runder blev Alexander Zorniger ofte forholdt januarvinduets komme og spurgt ind til de pladser, der set udefra kunne være i spil til forstærkning – for eksempel venstre back-pladsen. ”Vi har en venstre back - Anthony Jung,” sagde tyskeren, da han blev spurgt. Dengang havde hans landsmand endnu ikke overbevist i Danmark, men det har han nu. Jung er vokset i betydning for Brøndby og står for offensiv kvalitet og defensiv stabilitet. Han får pladsen snert foran Marc Dal Hende.

Højre midtbane
Jakob Poulsen
FC Midtjylland (17/1)
Det var ikke så meget det, at Jakob Poulsen mandag aften mod Brøndby ramte stolpen med en flot, kontrolleret venstrebensflugter. Det var mere det, at han var der. FC Midtjylland havde iværksat en omstilling med de tre angribere, men i andenbølgen kom Jakob Poulsen. Som altid. For selv om han snart fylder 35 år, har han spillet alle sæsonens Superliga-kampe, og han ligger i top tre over de spillere, der har løbet flest kilometer i sæsonen. Og så er hans assists og mål en kæmpe del af FCM’s succes.

Defensiv midtbane
Christian Nørgaard
Brøndby (15/0)
Da Åge Hareide i denne uge udtog sin VM-bruttotrup, var Christian Nørgaard ikke med. Brøndby-spilleren har ikke A-landsholdserfaring, men vurderet på præstationerne ligner Nørgaard en kommende landsholdsspiller. For han spiller årvågent, han spiller fremad, og han spiller hurtigt – og han spiller efterhånden altid på et stabilt højt niveau. Nørgaard går igen fra Efterårets Hold, og selv om Zeca hos FCK er begyndt at ligne den store profil, han blev købt som, er Brøndby-spilleren ikke til at komme udenom.

Offensiv midtbane
Mathias Jensen
FC Nordsjælland (16/7)
FC Nordsjælland har i mesterskabsspillet ikke kunnet leve op til efterårets mange løfter, men Mathias Jensen er fortsat en af ligaens allerstørste profiler. Til tider bliver han for nonchalant og mister bolde, men det opvejes af, at han bliver mere og mere målfarlig. 0,5 mål per kamp som 8’er er ganske imponerende, og han er sit holds bedste oplægger og chanceskaber. Til sommer kan han meget vel blive solgt, så der er kun få muligheder tilbage til at opleve en af ligaens mest seværdige spillere.

Venstre midtbane
Simon Tibbling
Brøndby (15/0)
På et meget offensivt Brøndby-hold har Simon Tibbling ikke scoret et eneste mål. Han har heller ikke lagt op til nogen. Alligevel er han sikker på en plads på Forårets Hold, for han er en afgørende spiller for Brøndbys succesfulde spillestil. Da topholdet mandag tabte til FC Midtjylland, begrundede Alexander Zorniger blandt andet nederlaget med svenskerens fravær. Uanset hvor på banen bolden befinder sig, er Tibbling kun et par meter væk; altid i løb, altid med øje på at erobre den. Ofte lykkes det.

Angreb
Kamil Wilczek
Brøndby (14/11)
Der er mange spillere, der gør sig fortjent til at spille i angrebet. Federico Santander er en kraftfuld spiller i FCK’s fremgang, Saba Lobjanidzes fart og syv mål har betydet alverden i Randers’ nedrykningskamp, og så har Teemu Pukki scoret 10 gange og lagt op til seks scoringer. Men første mand på holdkortet er selvfølgelig Forårets Profil Kamil Wilczek, der er forårets ligatopscorer, og som har bakket sin brandvarme status op med to scoringer i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland og yderligere to i finalen.

Angreb
Viktor Fischer
FC København (15/6)
Som angrebsmakker får Wilczek Viktor Fischer, der i løbet af foråret både har spillet på kanten og helt fremme. Fischer er århusianer, men han er skræddersyet til at spille for FC København. Han er så selvsikker og selvbevidst, at det til tider kammer over i arrogance, men han bakker det op med imponerende præstationer. De københavnske fans elsker ham for spillet på banen og for udtalelserne udenfor. Det er nok mest det første, der har fået Superligaens trænere til at vælge ham som forårets næststørste profil.