Forårsfokus: Katastrofen skal afværges med general Jørgensen
Superliga

Forårsfokus: Katastrofen skal afværges med general Jørgensen

Med få dage til sæsonstart ser tipsbladet.dk i en ny serie frem til sæsonstarten i Superligaen med fokus på hver enkelt klub.

Superligaen er lige om hjørnet, og tipsbladet.dk sætter i en ny serie fokus på hver enkelt Superliga-klub og ser frem mod forårets udfordringer. 

Denne gang Esbjerg fB.

Vintertransfers

Ind: Andreas Nordvik (Sarpsborg 08), Jeppe Højbjerg (Fredericia, retur fra lejeaftale), Jesper Jørgensen (Zulte Waregem), Nikolaj Hagelskjær (FC Fredericia), Ronnie Schwartz (Guingamp, lejeaftale) Jesper Lauridsen (FC Midtjylland)
 
Ud: Hans Henrik Andreasen (Hobro IK), Michael Almebäck (Brøndby, lejeaftale udløber), Lasse Sørensen (Stoke), Nicki Bille Nielsen (Lech Poznan), Daniel Iversen (Leicester City), Jesper Rasmussen (Vejle Boldklub, lejeaftale)

Træningskampe:

Esbjerg fB - AGF 1-0
Esbjerg fB - Lyngby Boldklub 1-0
Esbjerg fB - Vendsyssel FF 1-1
Esbjerg fB - Fredericia 0-0
Esbjerg fB - MFL Ruzemboruk (træningslejr) 2-2
Esbjerg fB - NK Maribor 1-0
Esbjerg fB - Spartak Trnava 3-1
Esbjerg fB - SønderjyskE 0-0

Idealopstilling (4-4-1-1): Højbjerg - Laursen, Nordvik, Stenderup, Lauridsen - Andersen, Lekven, Jørgensen, Paulsen - Nielsen - Schwartz

Status
Efter et tumultarisk efterår med trænerfyring og længerevarende vikartjanser, blev Jonas Dal hentet i Hobro. Træneren nåede seks kampe i spidsen i efteråret - uden nævneværdig succes. En sejr, en uagjort og fire nederlag blev resultatet. Med kun fem point ned til netop Hobro IK, handler det om overlevelse i et forår, hvor det både er skiftet ud i målet og i angrebet.   

Styrker
På trods af Nicki Billes manglende mål, fungerede offensiven hos Esbjerg faktisk ganske godt med 24 scoringer i efteråret, hvilket er flere end resten af de nedest placerede hold og til sammenligning kun to færre end de danske mestre fra FC Midtjylland. Og så ligner hjemvendte Jesper Jørgensen en mand, der kan løfte holdet og klubben i sikkerhed - klar forstærkning.

Svagheder:
Esbjergs forsvar blev i første halvdel af sæsonen flere gange blev udspillet og udstillet og lukkede hele 37 mål ind i 18 kampe. Nu er målmanden skiftet og ind er hentet norske Andreas Nordvik som central styrmand og Jesper Lauridsen til venstre back. Problemet er blot, at Nordvik døjer med skader og endnu ikke har været i kamp og at Ryan Johnson Laursen fortsat ikke er i gear. Dermed peger det i retning af en forårspremiere med en bagkæde bestående af superliga-debutant Nikolaj Hagelskjær på højre back, Daniel Stenderup og 20-årige Jeppe Brinch med fire Superliga-kampe på cvét som centralt makkerpar og Jesper Lauridsen på venstre back. Alt sammen foran den 20-årige debutant Jeppe Højbjerg i målet. Det virker ikke skræmmende.

Han bliver vigtig
Jesper Jørgensen er tilbage i Esbjerg-trøjen og den tidligere anfører har allerede sat sig igennem på den centrale midtbane, hvor han indtil videre har fundet et stærkt samarbejde med Magnus Lekven, der tager sig af den kontrollerende rollen, mens Jørgensen er den mere aggressive dirigent. 

Hold øje med
20-årige Jeppe Højbjerg kommer efter al sandsynlighed til at vogte målet i foråret. Han er U/21-landsholdsmålmand og kommer hjem fra et stærkt efterår som lejesvend i Fredericia. Men nu gælder det Superliga-debut og forventninger er store til den unge herre. 

Spørgsmålstegnet
Da "plaffeminister" Ronni Schwartz blev hentet til Brøndby var der en forhåbning om at se angriberen tilbage i den rolle, der i Randerstiden gjorde ham ombejlet i udlandet. I Brøndby blev Schwartz aldrig en succes - men muligvis fordi han for sjældent fik chancen som spidsangriber og i stedet blev placeret på kanten. 
I Esbjerg er Schwartz hentet som en direkte afløser for Nicki Bille og spørgsmålet er så, om Schwartz stadig kan kunsten af score mange mål. 

Nøglen til succes
En betydeligt del af nøglen er at få styr på defensiven, og selv om Jesper Jøgensen er placeret længere fremme på banen, kan hans indsats både defensivt og offensivt få en stor betydning for, hvordan Esbjergs forår udvikler sig: Bundgys eller en sikker redning på behørig afstand af den ene nedrykkerplads. Og så er det vigtigt, at træner Jonas Dal sine ideer helt ind under huden på spillerne - det var ikke tilfældet i efteråret.

Vidste du, at…
Esbjerg er et tophold, når det kommer til skud på mål - fra modstanderen. Esbjerg har tilladt at modtanderne skyder mod mlå hele 280 gange i efterårets kampe - det er 15-16 gange i hver kamp. Det har intet hold i ligaen gjort "bedre". Til gengæld er Esbjerg selv et af de mest afsluttende hold med 244 skud - det er kun overgået af Brøndby med 257 skud.
Det helt gale i den sammenligning er så, at Esbjergs målscorer inden foråret hedder 24-37.

Statistik: