Forlod SønderjyskE: Finne finder ny klub i Norges tredjebedste række
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Forlod SønderjyskE: Finne finder ny klub i Norges tredjebedste række

Sakari Mattila forlod SønderjyskE denne sommer, men har fået fremtiden på plads. Det bliver hos Fredrikstad FK, der spiller i den tredjebedste række i Norge.

De tre seneste år af Sakari Mattilas karriere har ikke været det, man kan kalde storslåede. Den finske midtbanespiller tilbragte først et år på bænken hos Fulham, og siden fik han sine to sæsoner i SønderjyskE ødelagt af en alvorlig korsbåndsskade.

Netop som han var begyndt at spille regelmæssigt, smadrede Mattila sit knæ, og selv om han trænede med i det meste af foråret, nåede han aldrig i kamp igen for Superliga-klubben. For en måned siden udløb hans kontrakt, og Mattila forlod dansk fodbold.

Nu fortsætter han så i Norge, hvor Fredrikstad FK står klar med en kontrakt på halvandet år. Her skal finnen hjælpe med at bringe holdet tilbage i den andenbedste række.

- Jeg håber, at jeg kan give klubben noget af min erfaring og hjælpe med at kæmpe om oprykning. Det er nemt at se, at klubben hører til på et meget højere niveau, siger Sakari Mattila til Frederikstads hjemmeside.

- Min seneste kamp er lang tid siden (april 2017, red.), men jeg har trænet fuldt med i lang tid nu. Det er mit mål at få kampe under bæltet, og jeg takker klubben for den tillid, de har vist mig.

29-årige Mattilas nye klub ligger aktuelt på andenpladsen i PostNord-ligaen, som den tredjebedste række hedder. Det giver mulighed for at rykke op via playoffkampe.