Forsvarsproblemer i AGF: Skader presser Riddersholm
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Forsvarsproblemer i AGF: Skader presser Riddersholm

Klubben fra Århus er ramt af skader i forsvaret før opgøret mod AaB.

Når Superliga-foråret åbner på søndag for AGF, kan det blive med en noget alternativ konstellation i forsvaret.

Glen Riddersholm skal muligvis tænke i alternativer, når han skal sætte sit hold til opgøret mod AaB, for klubben døjer med skader i forsvaret inden opgøret mod AaB.

Niklas Backman har problemer med hoften og er ude på ubestemt tid, og Mikkel Rask har lidt problemer med baglåret, mens Dino Mikanovic forlod torsdagens træning med et slag over anklen, skriver Århus Stiftstidende.

Og det presser Glen Riddersholm, der, hvis de tre er ude, kun har Alexander Juel Andersen, Jesper Juelsgård og Dzhamaldin Khodzhaniiazov til rådighed af truppens seniorforsvarsspillere.

 - Vi har da udfordringer defensivt, det skal ikke være en hemmelighed. Det har vi haft hele sæsonen, og det er også én af årsagerne til, at vi har lukket for mange mål ind. Vi har stillet med 11 konstellationer i forsvaret, og jeg håber selvfølgelig, at der ikke er noget af alvorligere karakter med Rask - og det formoder jeg heller ikke - fordi så kan vi fastholde noget kontinuitet, siger AGF's cheftræner Glen Riddersholm til Århus Stiftstidende.

AGF venter dermed i spænding på nyt om Dino Mikanonvic' slag og foden og Mikkel Rasks problemer med baglåret. Bliver ingen af de to klar til kampen mod AaB, kan Riddersholm være tvunget til at benytte en af de yngre spillere i Oskar Buur og Emil Christensen.