Video : Tipsbladet
Superliga

Forsvarsspiller kom til Vejle i januar: Klubben har ikke skuffet

Malte Amundsen har nydt sin start i Vejle Boldklub, hvor han trives.

Efter et år i udlandet hos norske Rosenborg og tyske Eintracht Braunschweig, vendte Malte Amundsen i januar tilbage til dansk fodbold, da han skrev under på en aftale med Vejle Boldklub, der løber til sommeren 2022.

Siden er det blevet til otte kampe for Vejle Boldklub i Superligaen, og starten i klubben har levet op til forventninger for Malte Amundsen. Det fortæller han ifølge Vejle Boldklubs hjemmeside.

- Jeg har fået en god begyndelse i Vejle Boldklub, og jeg nyder at være i klubben. I forhold til truppen og medspillerne er jeg kommet godt i gang, og det betyder bare meget, at man trives på og uden for banen, hvis man skal lykkes, siger Malte Amundsen.

Den 21-årige forsvarsspiller forklarer endvidere, at det ikke var svært at vælge Vejle Boldklub, da chancen bød sig.

- Det var ikke svært at vælge VB til, da jeg fik tilbuddet. Efter et 2018, der rent fodboldmæssigt bød på store udfordringer, så var muligheden for spilletid vigtig for mig. Vejle havde allerede vist interesse for mig, da jeg spillede i HB Køge og igen sidste sommer, hvor jeg blev udlejet til en tysk klub. Den vedholdenhed, som VB viste over længere tid, gjorde indtryk, og klubben har ikke skuffet, fortæller Amundsen.

Før turen gik til udlandet, spillede Malte Amundsen for HB Køge i NordicBet Ligaen.