Video : Tipsbladet
Superliga

Fra AGF til Huddersfield? Premier League-nedrykker vil have polsk keeper

Huddersfield Town leder efter afløseren for Jonas Lössl, og det kan ende med at blive en god bekendt af dansk fodbold.

Den danske landsholdskeeper Jonas Lössl er skiftet til Everton denne sommer, hvor han skal kæmpe med den engelske landsholdsmålmand Jordan Pickford om pladsen i målet.

Og det efterlader altså en plads i Huddersfield-målet, hvor Ben Hamer ikke har imponeret de gange, han har fået chancen i stedet for Jonas Lössl. Han er heller ikke rejst med klubben på træningslejr i Østrig, hvor det er Joel Coleman, Ryan Schofield og Ryan Mewitt, der er med.

Derfor kigger "The Terriers" efter en afløser for Ben Hamer.

Og den afløser kan meget vel være en god bekendt af dansk fodbold, for ifølge Huddersfield-mediet The Examiner forsøger manager Jan Siewert at få fat på målmand Kamil Grabara fra Liverpool.

Grabara stod i foråret for AGF og viste store kvaliteter, og måske Jan Siewert kan trække lidt på den tyske forbindelse, hvor det er landsmanden Jürgen Klopp, der er i spidsen for Liverpool.

Hvis det lykkes at få fat på polakken, der også stod for Polen ved U21-EM, vil der ifølge mediet være tale om en lejeaftale.

Huddersfield har fortsat to danskere i truppen i form af Mathias "Zanka" Jørgensen og Philip Billing. Begge kigger sig dog om efter nye klubber.