Video : Tipsbladet
Superliga

Frederik Tingager åbner for forlængelse med OB

OB's forsvarsspiller Frederik Tingager vil gerne forlænge sin kontrakt med den fynske klub, og han håber, at parterne kan blive enige om en fornuftig aftale.

Forsvarsspilleren Frederik Tingager har udviklet sig til en profil for OB i denne sæson. Med flere solide præstationer er han blevet en stamspiller i den fynske klub, og i dette forår har han markeret sig som et stærkt våben for OB både defensivt og offensivt. 

Tingager kom til OB i januar 2016, og selvom hans kontrakt løber frem til sommerne 2018, åbner han nu for at forlænge sin aftale med klubben.

Det fastslår forsvarsspilleren i podcasten 'Stemmer Fra Ådalen'.

- Der har været lidt snak, men vi har valgt at sige, at vi snakker om det, når sæsonen er slut til sommer. Jeg har nogle agenter, der tager sig af det. Jeg er utrolig glad for at være i OB, og det har været et godt skifte for mig, men samtidig har vi nogle agenter, der sørger for det. Jeg kan sagtens se mig selv i OB i mange år, men der skal være en samlet pakke, der er tilfredsstillende alle parter. Det håber jeg, at vi kan finde frem til, siger Frederik Tingager i podcasten

Han fremhæver, at han i sine overvejelser om fremtiden prioriterer spilletid højt.

- Man udvikler sig, når man spiller, og lige nu spiller jeg. Mere kan jeg ikke forvente. Det er i kampene, at man udvikler sig, og jeg vil også blive bedre af at være her i nogle flere år og spille på højeste niveau, siger Frederik Tingager. 

I podcasten fortæller Frederik Tingager også mere om sine overvejelser om, at han i sidste uge fortalte åbent om at modtage hadefulde beskeder og trusler efter nogle kampe for OB. 

Inden 24-årige Frederik Tingager kom til OB, spillede han i 2. divisionsklubben Holbæk gennem en årrække. Tidligere har han også været forbi Brøndbys ungdomsafdeling.