Video : Tipsbladet
Superliga

Fremad Amager-direktør: Det er simpelthen så trist

Flemming Rosenkrantz, Fremad Amagers ejer og direktør, er ærgerlig over afslutningen på fodboldfesten torsdag aften.

FC Midtjyllands sejr over Fremad Amager blev ikke hovedhistorien, da klubben torsdag aften gæstede Sundby Idrætspark og Fremad Amager, for mens anden halvleg blev spillet, var tyve godt i gang med at rippe FC Midtjyllands omklædningsrum, ligesom bussen, der fragtede holdet, var blevet brudt ind i.

Det blev først opdaget efter kampen, og indtil videre er der ingen oplysninger om, hvordan det er sket, og hvem der har gjort det. Over for Ekstra Bladet fortæller Fremad Amagers ejer og direktør, Flemming Rosenkrantz nu, at der ikke var tegn på, at dørkarme var blevet ødelagt. Og derfor kan tyvene have benyttet en bagvej.

Sagen gør dog Fremad Amager-ejeren ked af det.

- Vi var noget rystede. Sundby Idrætspark er jo normalt vis et fredeligt sted, når der spilles fodbold. Det har vi aldrig prøvet før. Man føler jo vildt med de her Midtjylland-mennesker, så jeg forstår deres frustrationer. Det er trist, når man har gjort klar med lys og det hele til sådan en kamp. Det skulle være en folkefest med nogle af Superligaens største stjerner. At nogen så synes, tyverier skal være enden, er mig ubegribeligt. Det er simpelthen så trist. Uforståeligt, siger Flemming Rosenkrantz til Ekstra Bladet.

Rosenkrantz fortæller også, at der var flere vagter end normalt, og at der var vagter, der stod i mellemgangen, der fører ned til omklædningsrummene. Dog var der ingen vagt, der stod helt ved dørene, der i øvrigt var låste.

Fremad Amager lejer sig ind på Sundby Idrætspark, der er kommunalt ejet, og derfor har mange nøgler til omklædningsrummene, fortæller Flemming Rosentkrantz.