Video : Tipsbladet
Superliga

Frustreret Gartenmann: Det er stolpe ud lige nu

SønderjyskE er inde i en periode, hvor tingene ikke går sønderjydernes vej, mener Stefan Gartenmann.

SønderjyskE måtte fredag aften nøjes med 0-0 hjemme mod AC Horsens i en kamp, hvor sønderjyderne ellers var dominerende på både spil og chancer.

Det lykkedes dog ikke Glen Riddersholms mandskabs at sparke bolden i kassen, og det frustrerede Stefan Gartenmann.

- Jeg er simpelthen så frustreret lige nu. Jeg synes, at vi forsvarer fint og giver nærmest ikke en chance væk i hele kampen. Vi skal bare putte en enkelt ind oppe foran, men der mangler lige det sidste, og det er simpelthen så irriterende, siger Gartenmann efter kampen til TV3 Sport og uddyber:

- Der mangler det der, at man lige spiller chancen større. At der lige er den ekstra kvalitet i den sidste aflevering. Vi kommer så tæt på, og det er det, der er irriterende, men det skal vi bare arbejde på.

Den unge forsvarsspiller mener, at holdet er inde i en periode, hvor man ikke ligefrem har heldet med sig.

- Jeg synes egentlig, at vi bliver ved med at forsøge og bliver ved med at skabe chancerne, og jeg føler, at vi har kontrol over det, og jeg synes også, vi udstråler, at vi ikke er bange for det, de kan komme med offensivt. 

- Så det handler nok bare om, at vi lige er i en periode, hvor det er stolpe ud, men jeg er sikker på, at vi nok skal vende det inden længe.

SønderjyskE står nu noteret for 11 point i ti kampe og indtager syvendepladsen inden de resterende opgør i runden.