Video : Tipsbladet
Superliga

Fyret Vendsyssel-træner: Kan kun gisne om, hvorfor det sker lige nu

Superliga-klubben Vendsyssel FF har fyret træner Jens Berthel Askou. Selv er han uforstående over for timingen i afskedigelsen.

De mangler bare at spille to kampe i denne sæson, men de to kampe bliver alligevel noget anderledes end de foregående 34 Superliga-kampe.

Vendsyssel FF har nemlig valgt at afskedige trænerduoen Jens Berthel Askou og Mike Tullberg, og dermed står klubben med en ny cheftræner, når der om halvanden uges tid skal spille afgørende kampe om en plads i Superligaen. 

Timingen virker en kende underlig, og det er også det, nu tidligere træner Jens Berthel Askou hæfter sig ved.

- Jeg kan kun gisne om, hvorfor det sker lige nu. Jeg ærgrer mig over, at vi ikke får lov til at gøre tingene færdigt, og det kan undre mig, at vi ikke gør det sammen. Men jeg er stensikker på, at det vil lykkes. Jeg synes jo, vi har gjort det over al forventning, men der er sket et skred til, at det pludselig ikke har været godt nok, at vi ikke har reddet os for længst, siger han til Jyllands-Posten og forklarer:

- Vi har i denne sæson besejret både Brøndby og FC København og slået AaB to gange, og det har måske været svært for nogle i klubben at forstå, at vi ikke automatisk har kunnet vinde over hold fra den anden ende af tabellen.

Modstanderen i de playoff-kampe bliver enten Fremad Amager, Lyngby Boldklub eller Næstved BK. 

Afløseren for Jens Berthel Askou præsenteres senere mandag, har Vendsyssel FF fortalt i en pressemeddelelse.