Video : Tipsbladet
Superliga

Gensyn i pokalen efter straffe-farce: Da jeg hørte det, begyndte jeg at smile

Silkeborg IF skal møde HIK i Sydbank Pokalen. Da det skete sidst, måtte kampen spilles om, fordi straffesparkskonkurrencen blev afviklet forkert. Jeppe Spliid Gertsen kan godt se det sjove i, at de nu mødes igen.

Pokalopgøret mellem Silkeborg IF og HIK for to år siden havde det hele: seks mål, forlænget spilletid, en truende sensation, udligning i sidste minut og afgørelse i straffesparkskonkurrence.

Men det havde også mere, end hvad godt var: en helt ny kamp, fordi den første skulle spilles om. Straffesparkskonkurrencen forløb forkert, HIK klagede, og så måtte parterne spille forfra en måned senere. Denne gang vandt Silkeborg sikkert med 3-0.

Det betyder også, at hele forløbet og ikke mindst målene fra det første opgør er blevet slettet fra de historiske arkiver. Særligt ærgerligt var det for Jeppe Spliid Gertsen, der udlignede til 3-3 i det 120. spilleminut med sit første mål for SIF. Endda som kun 20-årig.

- Det betød sindssygt meget for mig. Vi havde spillet en kamp mod Kjellerup, hvor vi havde vundet 6-0, så det var den første kamp for mig for Silkeborg, hvor der var kamp om resultatet. At komme op som ung spiller og komme ind og lave et mål helt til sidst, det var selvfølgelig rigtig stort for mig. Og så var det ovenikøbet mit første mål for Silkeborg. Som forsvarsspiller kan der jo også gå lang tid mellem, siger Jeppe Spliid Gertsen til tipsbladet.dk.

Læs også:Brøndby, FCK og FCM med i bowlen: Her er tredje runde i pokalen

Han fik ingen spilletid i omkampen, men spillede hele opgøret, da Silkeborg slog Randers FC i kvartfinalen. Her scorede han igen, endda noget der mindede om et saksespark, og var dermed vigtig for holdets vej til pokalfinalen.

Siden kom han også på tavlen i en Superliga-kamp mod AGF, så nu kan han godt leve med, at scoringen mod HIK ikke tæller i de officielle statistikker længere.

- Jeg husker det jo som et mål. Når jeg tænker over det, tænker jeg det, som om jeg har scoret et mål. Men den tæller jo ikke. Jeg har scoret to mål siden, så jeg er ikke nødt til at tælle det med længere. Ellers havde jeg måske gjort det, siger han med et grin.

Gertsen kan da også roligt tage noget af glæden ved målet med videre. Havde han ikke scoret det, havde Silkeborg tabt, før holdet overhovedet nåede til den forkert udførte straffesparkskonkurrence.

Nu kan Jeppe Spliid Gersen og co. så se frem til endnu et møde med 2. divisionsmandskabet HIK, der venter i tredje runde af Sydbank Pokalen.

- Vi havde lige fået taget holdfoto, så jeg stod ude på banen, da vores mediemand Anders Frost kom og sagde det. Jeg begyndte at smile; det er meget sjovt. Det er gode minder for mig personligt, så jeg er glad for, vi skal tilbage. Det er et sted, jeg har haft succes, siger midtstopperen, der har spillet Silkeborgs to seneste kampe, efter han missede hele sidste sæson med en korsbåndsskade.

- Jeg glæder mig til hver gang, jeg skal ud at spille fodbold, om det er i Hellerup eller ej. Jeg vil bare gerne spille noget fodbold. Men når jeg står der, tror jeg, jeg står der med et smil.

Kampen spilles som udgangspunkt 24.-26. september.

Læs også:Pokaloverraskelse: 2. divisionsklub slår Hobro ud