Video : Tipsbladet
Superliga

Glad AaB-profil: Vi spiser Brøndby som små dyr

Patrick Olsen glæder sig over AaB's præstation imod Brøndby, der ifølge ham kom i hus på en imponerende måde.

Det var en yderst medrivende kamp, da AaB tog imod Brøndby IF søndag aften, og især anden halvleg var seværdig.

Hele fem mål blev der scoret efter pausen, og det endte med en 3-2-sejr til de nordjyske værter, der nu har vundet deres to første kampe i foråret. Og det glæder midtbaneprofilen Patrick Olsen sig ikke overraskende over. 

AaB'eren glæder sig især over måden, at værterne sikrede sig sejren over Brøndby. 

Læs også:LIVE: Sådan forløb braget mellem AaB og Brøndby

- Det føles sgu pisse godt. Nu lukker vi et lille hul op i tabellen, og jeg synes mere, at det er måden, vi gør det på. Der er mange hold, der har respekt for Brøndby, men det har vi ikke. Vi går bare ud og spiser dem som små dyr. Nu skal jeg ikke spille klog på statistikker, men vi vinder mange andenbolde og dueller i dag, siger Patrick Olsen til TV3+ efter kampen.

Patrick Olsen var selv involveret i en bemærkelsesværdig episode i første halvleg, hvor han scorede med et flot lob fra en offsideposition. Til at starte med blev der ikke fløjtet for offside, og han nåede selv at juble, før dommeren efter lidt tid annullerede målet for offside. Olsen nåede ellers lige at tro, at målet gjaldt.  

- Det troede jeg lige i et kort sekund, da linjedommeren ikke tog flaget op. Jeg tror, at han var i tvivl om, om bolden kom fra en Brøndby-spiller eller Kristoffer Pallesen. Men jeg synes godt, at han kunne have ladet mig få den der, siger AaB-profilen.

AaB er efter sejren på sjettepladsen i Superligaen.