Video : Tipsbladet
Superliga

Glen Riddersholm havde første træning: Jeg er en ambitiøs mand

Den nye SønderjyskE-træner stod mandag for første gang i spidsen for Haderslev-klubben.

Når foråret i Superligaen går i gang, er Glen Riddersholm tilbage på trænerbænken i dansk fodbolds bedste række.

Ikke siden fyringen i AGF for mere end et år siden har Glen Riddersholm været træner for en klub, men nu er manden med en fortid i AGF og FC Midtjylland så tilbage på træningsbanen. 

Denne gang er det SønderjyskE, der har fået Glen Riddersholm ind - han afløste Claus Nørgaard - og i klubben fra Haderslev skal Riddersholm og trænerteamet forsøge at sikre SønderjyskE en plads blandt de bedre hold.

- Jeg er klar over min rollle. Det faktum, at jeg skrev en kontrakt på tre og et halvt år, viser, at jeg er en ambitiøs mand. På lang sigt vil vi gerne tale om top seks, men det er nemmere sagt end gjort. Så på lang sigt handler det om at øge niveauet i SønderjyskE, men på kort sigt skal vi også have resultater. Jeg er meget optimistisk, men jeg er også realistisk, siger Glen Riddersholm i et interview med Der Nordschlesweiger.

SønderjyskEs nye cheftræner blev hentet i Vendsyssel FF, hvor han havde siddet i meget kort tid som sportsdirektør. Han fik kun 49 dage i spidsen som direktør i Vendsyssel, inden han altså blev præsenteret i SønderjyskE.

Siden blev parterne enige om en aftale, så Riddersholm altså kunne stå klar til at stå for træningen i Haderslev fra årsskiftet.