Goldbæk siger nej for Ståle Solbakken
Den 30. juni har Ståle Solbakken sidste arbejdsdag i FC København efter fem-et-halvt år med fem danske mesterskaber, en dansk pokaltitel og to kvalifikationer til gruppespillet i Europas største og fineste klubturnering, Champions League. Efter planen tager Solbakken herefter en velfortjent ferie inden han til nytår - eller næste sommer - bliver landstræner i Norge.
Læs også: Goldbæk skal sælge Ståle Solbakken
Men Solbakkens resultater i FC København har ikke blot vakt det norske fodboldforbunds interesse. De har til gengæld givet genlyd flere steder i Europa og i resten af verden. Derfor har den eftertragtede norske træner ansat en agent.
Ansættelsen af agenten, den tidligere Chelsea- og FC København-spiller Bjarne Goldbæk, nåede pressens søgelys den 22. marts, men faktisk har Solbakken og Goldbæk samarbejdet i en længere periode.
- Det var aldrig kommet ud, hvis Ståle ikke havde nævnt noget overfor
aviserne. Vi har arbejdet sammen i længere tid, siger Bjarne Goldbæk til tipsbladet.dk, uden dog at sætte en dato på, hvornår han trådte til som agent for Nordens mest eftertragtede trænernavn.
Læs også: Solbakken: Derfor har jeg en agent
Ståle Solbakken holder stædigt fast i, at han forholder sig til dén kontrakt han for snart halvandet år siden underskrev med det norske fodboldforbund. Den 43-årige FCK-træner understreger dog også, at et tilbud fra en anden part, eventuelt en europæisk storklub, kan blive så godt, at han må tage sin aftale med hjemlandets fodboldlandshold op til revision. Og tilbud er der nok af. Netop derfor har nordmanden ansat Bjarne Goldbæk, der skal hjælpe nordmanden med at skille skidt fra kanel.
- Jeg fungerer som en slags filter. Hvis der kommer en henvendelse fra Saudi Arabien, som der faktisk har været, siger jeg det videre til Ståle. Men jeg har også selv mandat til at sige nej tak. Og i tilfældet med saudiaraberne var det, hvad jeg gjorde, siger Goldbæk, der har modtaget andre og mere appellerende opkald end dét, han fik fra det olierige land i Mellemøsten.
- Der har været mere interessante henvendelser end den fra Saudi Arabien, bedyrer agenten.
Goldbæks job er ikke at sælge Ståle Solbakken. Derimod skal han beskytte nordmanden fra nysgerrige medier, klubber og agenter, der vil kulegrave fremtiden for den tidligere og kommende danske mestertræner. Agenten henvender sig ikke til hverken klubber eller agenter. I stedet lader han dem komme til ham.
Læs også: Solbakken andetvalg i HSV
- Ståle opsøger ikke nogen klubber aktivt. Han har en kontrakt med det
norske fodboldforbund, og den respekterer han. Men selvfølgelig er han
superinteressant for andre. Det skyldes de fem år han har været i FC
København, hvor han har gjort et fremragende stykke arbejde, siger Bjarne Goldbæk, der har fået arbejde nok med sin profilerede klient.
En klient, som for en periode har betydet, at Bjarne Goldbæk er gået en smule på kompromis med sin normale arbejdsgang.
- Bare det at jeg er synlig i den her proces er meget atypisk for den måde, jeg normalt arbejder på. Min intention er ikke at være synlig som agent. Normalt udtaler jeg mig kun, hvis jeg skal træde frem og beskytte en klient, slutter manden der i øjeblikket agerer mundskænk for Nordens mest succesrige trænerprofil.