Video : Tipsbladet
Superliga

Gotfredsen vil pudse disciplinærudvalget på "rotteungen" Wikheim

Hobro IK-spilleren Nicholas Gotfredsen var godt gal i skralden søndag, da han mente, at Gustav Wikheim trådte ham i ryggen med vilje. Nordmanden bedyrer sin uskyld.

Der var ikke så meget tvivl om udfaldet i den tidlige søndagskamp i Superligaen, da FC Midtjylland eftertrykkeligt satte Hobro IK's himmelstormere på plads med 5-1 i Herning. Til gengæld opstod der en episode, som deler hovedpersonerne.

I første halvleg havde FC Midtjyllands Gustav Wikheim og Hobros Nicholas Gotfredsen en nærkamp tæt på Hobros baglinje, da Gotfredsen faldt, og Wikheim trådte ham i ryggen. Spørgsmålet er, om det var med vilje.

Wikheim fastholdt på tv direkte efter kampen, at han ikke kunne undgå at ramme Gotfredsen, da han faldt lige foran ham. Gotfredsen er dog af en ganske anden opfattelse.

- Gustav Wikheim skulle have været udvist. For at være ærlig synes jeg, at han er en rotteunge. Han vælter mig og træder mig bevidst i ryggen. Det må være en sag, som DBU's disciplinærudvalg vælger at kigge på. Det hører ingen steder hjemme. Jeg har nogle rifter på ryggen, og det gør også meget ondt. Her efter kampen har jeg lyst til at tage fat i ham. Men det er nok bedst, at jeg lader være, siger han til BT.

Selv om det altså var smertefuldt for Hobro-backen, forblev han på banen indtil fire minutter før slutfløjtet. På det tidspunkt stod der kun 3-1, og FC Midtjylland lykkedes altså med at score to gange i slutfasen.

Med sejren rykkede midtjyderne op på 16 point, kun ét af slagsen efter Hobro, der dog stadig ligger nummer to.