Video : Tipsbladet
Superliga

Grabara leverede flot i foråret: Nu jagter tyske og belgiske klubber ham

Den nu tidligere AGF-målmand Kamil Grabara ser ikke ud til at få problemer med at finde en ny klub.

AGF gjorde sig lidt af et scoop, da de lejede den polske U21-landsholdsmålmand Kamil Grabara i engelske Liverpool. Her levede han mange store kampe, og var meget medvirkende til et godt forår for Aarhus-klubben.

Siden sæsonen sluttede har det dog stået klart, at AGF nok ikke kunne få lov til at beholde ham, og han er nu vendt tilbage til Champions League-vinderne. Det ser dog ikke ud til, at han kommer til at blive der længe.

Det ser nemlig ud til, at Grabara har godt med tilbud andre steder. Det skriver fodboldmediet Goal.com.

Her bliver der peget på, at mens han er med Polen til U21 EM i Italien, så er der godt med interesse for målmanden, og her skulle det blandt andet være belgiske og tyske klubber, der har fået øjnene op for ham.

I AGF lød det for få uger siden, at man eftersigende allerede er godt i gang med jagten på en ny målmand, ligesom det hele tiden skulle have været helt uaktuelt for dem, at man skulle have ham permanent.

Derimod ville man gerne have forlænget lejeopholdet, men det har ikke været en mulighed, lader det til.