Video : Tipsbladet
Superliga

Grønning om målkvaler: Lugter lidt af, at den kommer nu

Hobro IK's Sebastian Grønning har fået mere tillid under Allan Kuhn, men målene mangler. Han lover dog, at han nok skal begynde at score, hvis han bliver sat lidt bedre op.

Den 21-årige Hobro-angriber Sebastian Grønning måtte kæmpe hårdt om en plads i angrebet i sidste sæson. Pål Alexander Kirkevold scorede mål på samlebånd, så det blev kun til 14 optrædener i Superligaen for den unge angriber.

Af de 14 optrædener fik Grønning kun lov til at starte inde én enkelt gang. Her måtte angriberen dog forlade banen efter kun ni minutter, da forsvarsspilleren Rasmus Minor Petersen fik et tidligt rødt kort og derfor måtte erstattes.

Tilbage i februar fortalte Grønning, der har en fortid hos lokalrivalerne AaB, at han følte sig berettiget til mere spilletid, og det har han fået i starten af denne sæson. Seks Superliga-optrædener er det allerede blevet til, og i tre af kampene har Sebastian Grønning fået chancen fra start. 

Og det er han selv meget glad for:

- Jeg var ikke utilfreds med måden, som Thomas Thomasberg gjorde tingene på. Der var bare nogle forudsætninger, der gjorde det lidt sværere. De to angribere gjorde det godt, holdet spillede godt og konkurrencesituationen var derfor også lidt anderledes, siger Sebastian Grønning til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Jeg har haft en god opstart og har også fået tillid fra Allan (Kuhn red.). Jeg har været inde og ude af holdet, men jeg har fået lidt flere minutter, og det er jeg tilfreds med, selvom jeg selvfølgelig gerne vil have haft endnu flere. Men det er også klart, at når holdet ikke præsterer, skal der skiftes på et par positioner, og det gælder også angrebet, hvis der ikke bliver scoret mål.

Føler du, at det er nu, du skal slå til, hvis du skal have dit gennembrud?

Det synes jeg, at det er. Situationen i angrebet ser også lidt anderledes ud i år, og der er flere, nye typer, som også kæmper om pladserne. Man udvikler sig meget, når der er flere, som kæmper om få pladser, og det gør også, at man endnu mere opmærksom på at gribe chancen, når man får den, siger den 21-årige angriber.

På trods af den øgede spilletid har Sebastian Grønning nemlig stadig ikke grebet chancen. Angribere bliver bedømt på deres mål, men den unge frontmand har altså endnu ikke scoret i denne sæson. 

Han medgiver da også, at det er noget, som nager ham, men at han er sikker på, at en kollektiv indsats kan få ham ind på rette spor:

Ægte angribere lever af at score mål, og det gør jeg også selv. Jeg har haft nogle store chancer, hvor jeg burde have scoret, men jeg har stadig troen på mine egne evner.
Jeg er også sikker på, at når jeg bliver sat lidt mere i scene, så skal jeg også nok sparke boldene ind.

Hvad er det helt konkret, som skal gøres anderledes?

Vi har en type som Emmanuel Sabbi, der kan sætte et par mand på egen hånd. Den type er jeg ikke. Jeg er mere afhængig af mine holdkammerater, og det sætter både krav til, at jeg finder ind i de rigtige positioner, men samtidig også at jeg så får bolden, der hvor jeg er bedst.

- Det skal vi have lidt mere fokus på, og når holdkammeraterne så først får sat mig bedre op, skal jeg nok score, lover Sebastian Grønning, der glæder sig weekendens lokalopgør mod AaB:

- Jeg glæder mig til kampen på søndag og både håber og tror på de tre point. Jeg vil ikke love en kasse, men jeg synes, at det lugter lidt af, at den kommer nu, siger angriberen afslutningsvist.

Der er kampstart på DS Arena kl. 14.00 søndag eftermiddag.