Det har været op og ned for både Adama Guira og AGF, siden midtbanemanden kom til Aarhus. Men selv om han bestemt ikke har savnet det danske vejr og håber at spille sig på holdet igen, klager han ikke.

Den tidligere SønderjyskE-profil Adama Guira kom til AGF den 8. juli, seks dage før hans klub åbnede Superliga-sæsonen mod AC Horsens. Midtbanemanden fra Burkina Faso begyndte tilværelsen i Aarhus som reserve, men fik efter blot et par kampe tilspillet sig en plads på midtbanen.

Siden fulgte et par opgør, hvor Guira måtte vikariere på den uvante plads som højre kant, og senest mod Randers FC sad han på bænken i hele opgøret. Man kan vist roligt sige, at der har været både skidt og kanel for Guira indtil nu, ligesom AGF i det hele taget har svinget i præstationerne.

Det er da heller ikke sådan lige for Guira at konkludere, om han er tilfreds med de første to måneder i hvidt.

- Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forklare det. De par måneder, hvor jeg har været her, har der været nogle op- og nedture. Men jeg er glad for at være her, jeg arbejder rigtig hårdt på at nå mit topniveau. Vi har haft nogle svære kampe hidtil, men jeg ved, at folk virkelig ønsker, at vi gør det meget bedre, og det arbejder vi på. Vi tror på, at med tiden kommer det, siger den 29-årige AGF'er til tipsbladet.dk.

Guira er selv lidt lunken ved sine præstationer som kantspiller, det gik ikke helt vildt godt, synes han, men omvendt siger han ikke nej, når cheftræner Glen Riddersholm beder ham om at spille en bestemt plads. 

Den samlede spilletid har da også været nogenlunde for Guira, der ikke fik en eneste ligakamp for Lens i foråret, og som derfor skulle bruge et par kampe på at nå sin ideelle kampform. Den mener han at have nået nu.

- Jeg havde nogle små skader i store dele af sidste sæson, men nu er jeg meget fit, og min form er på toppen igen. Nu er det bare op til træneren, om han vil have mig til at spille. Jeg kan sige, at jeg er helt klar til at spille, lyder det fra Guira.

I sine tre år i SønderjyskE markerede han sig som en hårdt tacklende og langt løbende midtbanedynamo, men det rakte altså kun til en enkelt sæson i fransk fodbold. Nu er han tilbage i Danmark, og da tipsbladet.dk taler med ham, står han med en paraply i hånden og skutter sig i den aarhusianske vind og regn. 

Nok er Guira glad for at være tilbage i Danmark, men efter et år i Frankrig har han ikke savnet den slags efterårsvejr.

- Nej, man kan ikke savne det her vejr, griner han.

- Men det er sådan, det er. Det er man nødt til at vænne sig til. Det er ikke sjovt at have det vejr hele tiden, men jeg boede i Sønderjylland i tre år, så jeg kender vejret. Jeg er glad for at være her, og jeg tror, at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg snart når mit topniveau igen.

SENESTE NYT...
OP | NED

AFSTEMNING

Hvor god er Christian Eriksen lige nu?

SUPERLIGA-VIDEO