Halimi glæder sig til pokalkamp: Første skridt i forsvaret af vores titel
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Halimi glæder sig til pokalkamp: Første skridt i forsvaret af vores titel

Brøndby IF træder torsdag ind i denne sæsons pokalturnering, og Besar Halimi håber, at det bliver første skridt på vej mod en gentagelse af sidste sæsons guld.

Spillere og fans i Brøndby IF måtte se FC Midtjylland løbe med det danske mesterskab i foråret, men klubben vandt trods alt sin første titel i ti år, da den stod øverst på podiet i pokalturneringen. Torsdag træder den forsvarende mester så ind i dette års turnering.

Brøndby møder Hillerød Fodbold, der frister en tilværelse i 2. division, og Besar Halimi glæder sig til at tage hul på Sydbank Pokalen. Opgøret byder nemlig på gensyn med en turnering, han og holdkammeraterne har gode erfaringer med.

- Vi har alle sammen gode minder fra sidste sæson i pokalturneringen. Det er fedt, at den begynder nu, og kampen mod Hillerød bliver første skridt i forsvaret af vores titel, siger Halimi til brondby.com.

- Det er ikke let at skulle spille mod de såkaldt mindre hold. Det er også svært mentalt, for vi har måske det bedste hold, men en kamp varer 90 minutter, og de spiller efter samme regler som os – så vi skal være klar. Det så vi sidste sæson, hvor vi kom bagud 1-0 mod Ledøje-Smørum Fodbold, og Hillerød skulle være bedre end dem. Så vi skal være klar, og vi er klar.

Selv om Ledøje-Smørum altså kom foran på Brøndby Stadion i fjor, endte Halimi og co. med at vinde 5-1, efter den kosovoske landsholdsspiller havde bragt sit hold foran 2-1.

Dengang var opgøret flyttet til Brøndby, men det bliver der ikke noget af denne gang, eftersom Hillerød har fastholdt den hjemmebanefordel, som de lavest rangerende hold som udgangspunkt har. 

Der er kickoff torsdag klokken 19.30.