Video : Tipsbladet
Superliga

Hareide hilser Peter Møller velkommen: Bliver min forlængede arm

Åge Hareide jubler over DBU's ansættelse af en fodbolddirektør, og han er glad for valget af Peter Møller.

Den tidligere landsholdsspiller og DR-skærmtrold, Peter Møller, blev tidligere på ugen præsenteret som ny mand i den nyoprettede stilling som fodbolddirektør i DBU. Peter Møller er tidligere formand for Spillerforeningen, og han skal blandt andet være med til at bygge bro mellem spillerne og DBU efter nogle opslidende forhandlinger om en ny landsholdsaftale.

Hos landstræner Åge Hareide blev nyheden om Peter Møllers ansættelse modtaget med et stort smil.

- Det er vigtigt, når man er fodbolddirektør i DBU, at man har en relation til fodbold. A-landsholdet har ikke haft den her team manager – en fodboldmand, der kan være ansigt udadtil. Det har været vigtigt at få det på plads, siger Åge Hareide og tilføjer:

- Han er et kendt ansigt, som har været på begge sider af fodboldens verden, og det er positivt på den måde at kigge ind. Det kan være vigtigt, at han fra sin tid i medieverdenen har set ind på os i DBU og på landsholdet. 

Åge Hareide forventer at have tæt kontakt med Peter Møller.

- Han vil være min forlængede arm i administrationen. Han er tidligere landsholdsspiller og ved, hvad der skal til for at præstere, lyder det fra landstræneren.

Peter Møller har i forbindelse med sin ansættelse udtalt, at han har været meget imponeret over Åge Hareides arbejde med det danske landshold. Når nordmanden på et tidspunkt skal afløses på posten, bliver Peter Møller den ansvarlige for at finde Danmarks nye landstræner.