Video : Tipsbladet
Superliga

Helenius-agent om SIF-fremtid: Svært at sige noget om lige nu

Angriber Nicklas Helenius har fundet sig til rette i Silkeborg, hvor træner Peter Sørensen ønsker at holde fast i angriberen. Men om det lykkes, ved spillerens repræsentant, Mads Bach Lund, ikke.

25-årige Nicklas Helenius har fået gang i karrieren igen, efter han i transfervinduet rykkede til Silkeborg IF på en lejeaftale. I SIF har Nicklas Helenius fået godt med spilletid og tillid fra træner Peter Sørensen, og den AaB-ejede frontangriber har fundet ind i et godt samarbejde med de øvrige offensive spillere i klubben, som Davit Skhirtladze og Robert Skov.

Peter Sørensen fortalte til Midtjyllands Avis, at Nicklas Helenius har gjort det så godt, at han ønsker at holde fast i angriberen, når lejeaftalen med AaB udløber til sommer, hvor Helenius' aftale med AaB ligeledes udløber, så han altså er fri på markedet.

Men om det bliver en fremtid i SIF for angriberen, der har scoret tre gange i sæsonen, er ifølge spillerens agent/mellemmand, Mads Bach Lund, for tidligt at spå om.

- Det er svært at sige noget om på stående fod. Nicklas har skullet se klubben an, og indtil videre har det været et fint ægteskab. Men der hvor Silkeborg ligger i tabellen (nummer 11, red.) og med det nye slutspil, aner man ikke, om man er købt eller solgt. Det har betydning. Nicklas er glad for at være i Silkeborg, og han er glad for den tillid, Peter Sørensen og klubben har vist ham, siger Mads Bach Lund til tipsbladet.dk og uddyber:

- Virkeligheden er bare, at han har en alder, hvor han skal spille på højeste niveau for at nå sine drømme og mål, og med strukturen er det svært at sige, hvad det peger hen imod, siger han.

Med den nye struktur er der et grundspil på 26 kampe, hvor top seks efter de 26 kampe spiller om mesterskabet i et slutspil, mens bund otte altså overgår til et slutspil om nedrykning. Og selv man altså ligger som nummer 8-9-10 i grundspillet, er der en mulighed for, at man rykker ned.

- Ligger Silkeborg i top seks ved vinterpausen er det en helt anden snak. Men med den nye struktur er det sværere at lave forhåndsaftaler i Danmark. Det har betydning, siger han.

Mads Bach Lund fortæller dog, at det er en Nicklas Helenius med selvtillid, der senere fredag går på banen mod AGF i Alka Superligaen.

- Jeg har lige været sammen med ham, og han er bare pisse-glad. Det er første gang i lang tid, at jeg har set Nicklas så glad og i balance, siger han.

Mads Bach Lund vil altså ikke udelukke noget fremadrettet for Helenius, der ud over Silkeborg og AaB har været udlejet til tyske Paderborn og været på kontrakt i engelske Aston Villa.

Helenius og Silkeborg ligger som nævnt nummer 11 i Superligaen med 15 point for 15 kampe. AGF, der er modstanderen fredag aften, ligger nummer 10.