Video : Tipsbladet
Superliga

Helenius om St. Paulis hjemmebane: Det fedeste stadion, jeg har spillet på

OB spiller i morgen en venskabskamp mod St. Pauli på deres berygtede hjemmebane, Millerntor - en kamp Nicklas Helenius ser frem til.

Angriberen har tidligere spillet mod St. Pauli, da han var udlånt til Paderborn, og her scorede han, ifølge ham selv, et af sine bedste mål i karrieren.

Helenius glæder sig til kampen og håber på, at der kommer mange fans på lægterne, som kan være med til at skabe den specielle ramme om kampen, som St. Pauli er kendt for.

- Hvis der kommer mange tilskuere så er det et virkelig fedt sted at spille. De har nogle fantastiske fans og de spiller heavy metal under opvarmningen så man kommer virkelig i gang. Jeg mødte dem med Paderborn, hvor vi vandt 4-3 og de var placeret som nummer 4 og vi var andensidst. Der var 29.000 tilskuere til den kamp og det er bare et fedt stadion og et fantastisk sted at spille. Det er nok det fedeste stadion, som jeg har spillet på, siger han til OBs hjemmeside.

Helenius er generelt imponeret af kulissen i den tyske klub, og han har også stor respekt for St. Paulis fans, som han mener virkelig formår at præstere på tilskuerpladserne.

- Det var bare en fed kamp at være med til. Nærmest hver tiende tilskuer på tribunen havde pirat-bandana på, og det var sgu sjovt at se på. Allerede 40 minutter inden kampstart var der jo 20.000 mennesker, der bare stod og piftede af os og de samles virkelig omkring kampene.

OB skal bruge kampen til at tanke selvtillid, og holde kampformen ved lige mod en kvalitetsmodstander inden det om 10 dage går løs mod AC Horsens i en meget tæt Alka Superliga.

Nicklas Helenius håber på en underholdende kamp, hvor det fremadrettede spil forhåbentlig får fokus.

- Kampen skal bruges til at få en masse spillere i spil og få tanket noget selvtillid for dem, som har brug for det. Vi skal stadig gå efter resultatet, og det er en god modstander at måle sit niveau på. 2. Bundesliga minder meget om Superligaen, men den er anderledes på den måde, at kampene er mindre taktisk betonet og mere direkte. Jeg tror, at det bliver en god kamp og jeg tror vi får en følelse af at møde et hold som Brøndby eller FCK, der også gerne vil fremad, så det ikke bliver for meget side til side.

Entreindtægterne fra kampen går til et velgørende formål, og det håber Helenius kan være med til, at der kommer flere tilskuere, end der normalt er til træningskampe.

- Det er super fedt. Det gør jo også bare, at vi håber, at der kommer endnu flere tilskuere til kampen. Og det har jeg en fornemmelse af, at der gør, når det går til velgørenhed og så har de jo rigtigt mange fans.

Kampen bliver spillet kl. 19.00 i morgen på Millerntor.


Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.