Video : Tipsbladet
Superliga

Helsingør-boss stikker til Zorniger: Vi skal ikke lade os narre

Ifølge Helsingør-chef Janus Kyhl går det godt med dansk talentudvikling, og han er slet ikke enig med Alexander Zornigers vurdering af dansk talentudvikling.

Da Brøndby-træner Alexander Zorniger tidligere i sæsonen stillede med en startopstilling uden danskere, var det første gang i Superligaens historie, det skete. Og en af årsagerne til, at der ikke var et dansk pas i startopstillingen, var ifølge den tyske chef, at mange danske spillere ikke har mentaliteten til at tage det næste skridt.

- Maxsøs tid i Tyrkiet, Marcondes, Ingvartsen... Alle de potentielle topspillere har ikke taget det næste skridt. Ikke fordi de mangler kvalitet, men det er en helt anden verden derude. Det er det, vi skal lære dem - også vores egne spillere, sagde han til TV3 Sport.

Forklaringen har været startskuddet til en livlig debat i dansk fodbold, hvor de fleste har modsagt Brøndby-træneren. Også spillere som Emiliano Marcondes, der blev udpeget af Alexander Zorniger som et eksempel, har givet sit besyv med.

Og nu er det så Helsingør-direktør Janus Kyhl, der peger på, at der er masser af gode eksempler på fin talentudvikling i dansk fodbold. Han køber således ikke forklaringen fra Brøndby-træneren.

- Der må jeg bare sige, at der kan jeg godt grine, når der står en tilfældig tysk træner og taler om, at danske talenter skal se sig selv i øjnene og ikke kan noget, når jeg så ser en årgang med Robert Skov fra Silkeborgs akademi, der bare brager igennem, og når jeg ser Jonas Wind og Carlo Holse fra FCK, og når jeg ser Jacob Bruun Larsen, der spiller nede i Dortmund.

- Der er masser af unge og virkelig talentfulde spillere, der gør det virkelig fantastisk. Vi er gode til at udvikle dem i dansk fodbold. Vi skal ikke lade os narre af, at der står en tysker og siger det modsatte, for det passer ikke, siger Janus Kyhl i dagens udgave af Frederiksborg Amts Avis.

FC Helsingør rykkede i sommer ud af Superligaen og ligger nu sidst i NordicBet Ligaen. Klubben har et håb og ønske om at udvikle flere spillere og vil derfor satse på et bedre talentudviklingsmiljø, så flere unge spillere kommer frem i Helsingør.

Udover problemerne med mentaliteten pegede Alexander Zorniger også på, at det i Brøndby var et problem, at de bedste talenter tog til udlandet, inden de kunne nå at få debut for Brøndby.