Helsingør ville have ophævet Lyngby-mand, men havde ikke råd
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Helsingør ville have ophævet Lyngby-mand, men havde ikke råd

Oliver Kjærgaard er på vej til Tromsø i Norge. FC Helsingør var ellers vældig interesserede i den tidligere Lyngby BK-spiller, men klubben havde allerede brugt pengene, da han blev løst fra sin kontrakt.

Det ligner et spørgsmål om tid, før Oliver Kjærgaard kan kalde sig udlandsprofessionel. Både den tidligere Lyngby BK-spiller selv og Tromsøs cheftræner, Simo Valakari, har offentligt talt om deres interesse for at skrive kontrakt med hianden, og det ventes at falde på plads i løbet af disse dage.

Meget skulle dog ikke have gået anderledes, før Kjærgaard var endt i Nordsjælland i stedet for Nordnorge. For FC Helsingør viste allerede interesse for midtbanemanden i januar, men kom aldrig for alvor ud af busken, da Kjærgaard ophævede sin kontrakt med Lyngby BK på grund af den manglende løn.

- Før den her trussel om konkurs ramte Lyngby, ville FC Helsingør gerne leje mig, så jeg tog det lidt som en selvfølge, at der også var en vis interesse fra dem, da de pludselig kunne få mig helt gratis. Der var noget snak om det på agent-niveau, men det var vist aldrig rigtig tæt på, siger Oliver Kjærgaard til tipsbladet.dk.

Det var ikke, fordi FC Helsingør mistede interessen, men oprykkerne havde bare ikke råd, da først Kjærgaard opsagde aftalen med Lyngby. Da havde de allerede hentet brasilianske Felipe Tontini ind på en lejeaftale, og dermed var der ikke luft i budgettet til Kjærgaard.

- I min optik er det en vanvittigt spændende spiller, som jeg har stor fidus til. Det er ingen hemmelighed, at vi også havde interesse for ham. Men da det ikke kunne lade sig gøre i transfervinduet, foretog vi andre økonomiske dispositioner, så vi kunne ikke være med i kapløbet om ham. Det er superærgerligt, for jeg havde gerne set Oliver som Helsingør-spiller, siger administrerende direktør Janus Kyhl til tipsbladet.dk.

- Det er nu engang sådan, at man skal kunne betale sine regninger. Det havde i min optik været et godt match, men det er ikke altid, tingene skal lykkes.

19-årige Oliver Kjærgaard har i alt fået seks Superliga-kampe for Lyngby; tre i denne sæson og tre i sidste. Han fortalte i sidste uge, at det ikke var en populær beslutning, at han fik ophævet sin kontrakt, kort før klubben blev reddet i forrige uge.

- Jeg tror, det kom som et chok for dem, og de var da heller ikke helt tilfredse med mig. Men det var jo udelukkende deres egen skyld, at det gik, som det gjorde. Vi spillere havde intet at gøre med den situation, klubben stod i, sagde Kjærgaard.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.